Ny forskning viser, at der kan være en sammenhæng mellem døsighed som teenager og kriminalitet som voksen.

Vi kunne alle sammen godt lige bruge fem minutter mere på den lade side en gang imellem - men især teenagere har det med at sove længe om morgenen.

Det er sådan set heller ikke noget galt i - det er faktisk videnskabeligt bevist, at de har brug for det.

Men hvis teenagere ofte går rundt og er trætte i løbet af dagen, så kan det være et rigtig skidt tegn. Ifølge ny forskning fra University of Pennsylvania i USA og University of York i Storbritannien er der således 4,5 gange større risiko for, at disse unge mennesker bliver kriminelle som voksne. Det skriver Science Daily.

I studiet spurgte professor Adrian Raine 101 15-årige drenge fra det nordlige England ind til deres søvnvaner. Under forsøgene, som altid fandt sted mellem klokken 13 og 15, bad han blandt andet drengene om at vurdere, hvor trætte de var på en skala fra 1-7.

Samtidig undersøgte han, hvorvidt drengene udviste antisocial adfærd - både ved at spørge dem ind til det, men også ved at interviewe deres skolelærere.

De data blev indsamlet for 39 år siden under Adrian Raines Ph.d.-afhandling, men først for nylig fandt han ud af, at der måske var en sammenhæng mellem de data og kriminalitet.

»Det er, så vidt vi ved, det første studie, der viser en sammenhæng mellem døsighed om dagen og kriminalitet 14 år senere,« siger Adrian Raine og supplerer:

»Megen tidligere forskning har fokuseret på søvnproblemer, men i vores studie undersøgte vi, ganske simpelt, hvor døsigt barnet var i dagstimerne.«

Adrian Raine sammenholdt dataene fra sin undersøgelse med en database over kriminelle for at finde ud af, hvor mange af hans forsøgspersoner der efterfølgende havde begået kriminalitet som 29-årige - altså 14 år senere.

Han udelukkede mindre forseelser og fokuserede kun på sager om vold og berigelseskriminalitet (herunder tyveri, røveri, brandstiftelse med mere). Det var der 17 procent af forsøgspersonerne, der var blevet dømt for - og Adrian Raine mener helt klart, at der er en sammenhæng.

»Døsighed i dagtimerne er forbundet med dårlig opmærksomhed. Dårlig opmærksomhed fører til dårlig hjernefunktion. Og hvis du har dårlig hjernefunktion, er du mere tilbøjelig til at blive kriminel,« forklarer han.

Forskerne understreger, at fordi en teenager ofte er træt, så betyder det ikke nødvendigvis, at han eller hun bliver kriminel som voksen. Men de mener, der er en klar sammenhæng mellem døsige unge mennesker, der samtidig udviser antisocial adfærd, og kriminalitet senere i livet.

Adrian Raines råd er derfor at lade teenagebørn sove længere om natten.

»Det kan gøre en forskel - ikke bare for at forebygge antisocial adfærd, men endnu vigtigere for at forebygge alvorlig kriminalitet senere i livet,« siger han og supplerer:

»Mere søvn forhindrer ikke kriminalitet - men det kan måske gøre en lille forskel.«