Det styrker vores immunforsvar og nedsætter stress, når vi rører ved hinanden. Gør vi det ikke nok, kan det udvikle sig til hudsult. Lær hvordan, du bliver sund og stærk med mere berøring i dit liv.

Lægger du en hånd på kollegaens skulder, når du står ved hans skrivebord? Tager du mormor i hånden, når du sidder ved hendes kaffebord? Og krammer du nogensinde din bedste ven i mere end et par sekunder? Måske skulle du gøre det. For skal man tro en voksende skare af eksperter herhjemme og i udlandet, går mange af os rundt og lider af hudsult. En ’mangeltilstand’ som skyldes alt for lidt kropskontakt - hos alt for mange af os.

»Det er min klare observation, at hudsult er et vilkår hos langt de fleste mennesker i dag. Behovet for at blive rørt ved er meget udbredt,« lyder det fra cand.mag, coach, forfatter, underviser og seksualitetsekspert Lucy Vittrup.

Hun mener, at alt fra kærestepar til singler, unge som gamle, mænd som kvinder oplever hudsult.

»Men det er ubevidst. Du oplever først hudsulten, når du bliver berørt,« lyder hendes erfaring.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om hvor vigtigt det er, at opleve nærvær og fysisk kontakt med andre mennesker i hverdagen. Her får du ekspertens råd og en guide til, hvordan du bærer dig ad med at mætte din hudsult og opnå større livskvalitet i dagligdagen.


Lægger du en hånd på kollegaens skulder, når du står ved hans skrivebord? Tager du mormor i hånden, når du sidder ved hendes kaffebord? Og krammer du nogensinde din bedste ven i mere end et par sekunder?

Måske skulle du gøre det. For skal man tro en voksende skare af eksperter herhjemme og i udlandet, går mange af os rundt og lider af hudsult. En ’mangeltilstand’ som skyldes alt for lidt kropskontakt - hos alt for mange af os.

»Det er min klare observation, at hudsult er et vilkår hos langt de fleste mennesker i dag. Behovet for at blive rørt ved er meget udbredt,« lyder det fra cand.mag, coach, forfatter, underviser og seksualitetsekspert Lucy Vittrup.

Hun mener, at alt fra kærestepar til singler, unge som gamle, mænd som kvinder oplever hudsult.

»Men det er ubevidst. Du oplever først hudsulten, når du bliver berørt,« lyder hendes erfaring.

Ifølge Lucy Vittrup er hudsult meget udtalt i langvarige parforhold. Sexlivet er blevet så betændt for mange par, at de er bange for, at den nære fysiske kontakt bliver forspil til sex, som de har mistet lysten til.

»Men man mister aldrig lysten til nærvær og nus og holde i hånd. Derfor skal man gøre det meget mere,« opfordrer Lucy Vittrup.

Lucy Vittrup har bragt professionel ’cuddling’ til Danmark ved at starte den første uddannelse for professionelle berøringsbehandlere, såkaldte cuddlere. Det har hun gjort for at imødegå det, hun opfatter som en stigende hudsult hos danskerne. Hun har ikke data, der understøtter hendes påstand om den udbredte hudsult, for hudsult er ikke et videnskabeligt begreb endnu. Det er indtil videre et ord, som primært kropsterapeuter i stigende grad bruger.

Selvom hudsult ikke som sådan er et videnskabeligt begreb, er sammenhængen mellem sociale relationer og sundhed veldokumenteret. Af Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil 2013 fremgår det, at personer med stærke sociale relationer har et bedre helbred end personer med svage sociale relationer. Mænd med svage sociale relationer lever i gennemsnit tre år kortere, og personer med svage sociale relationer kan forvente færre gode leveår.

Erfaringer fra rumænske børnehjem i 90’erne viser også, at spædbørn, der ikke får tilstrækkelig berøring, får ‘gennemgribende udviklingsforstyrrelser-, som hjerneforsker og professor Troels W. Kjær udtrykker det:

»I min verden, arbejder vi ikke med begrebet hudsult, men der er ingen tvivl om, at berøring udløser hormoner og signalstoffer, som gør, at vi knytter bånd til den person, vi berører. At knytte bånd er et urgammel overlevelsesinstinkt,« siger hjerneforskeren fra Sjællands Universitetshospital

Sundhedsekspert Per Brændgaard, der er cand. scient. i human ernæring og beskæftiger sig med mindful kramning som værktøj mod hudsult, har sit eget bud på konsekvensen af hudsult.

»Hudsult er medvirkende til den fedmeepidemi, vi ser i dag. Behovet for berøring kommer til udtryk som et behov efter mad. Spise er også en form for berøring. Det er bare indvendig berøring. I vores berøringsforskrækkede kultur har vi vænnet os til at få dækket en del af vores behov gennem mad i stedet for andre mennesker,« siger Per Brændgaard.

Portrait of a couple looking up
Portrait of a couple looking up
Vis mere

Forskning viser også de positive effekter af berøring. Touch Research Institute ved Miami School of Medicine har påvist, at berøring i form af massage lindrer depressive symptomer, reducerer stresshormoner og forbedrer immunforsvaret. Den svenske professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg har ligeledes vist, at børn, der får massage, bliver roligere og mindre aggressive, mens voksne, som får massage, får lavere blodtryk, og niveauet af stresshormonet kortisol reduceres.

»Det er Kirsten Uvnäs Mobergs arbejde, der har overbevist mig om vigtigheden i at sætte fokus på berøring som en sundhedsfaktor på linje med sund kost og motion. Hun opfordrer på baggrund af sin forskning ligefrem til, at fysisk berøring kommer på recept i fremtiden,« fortæller Lucy Vittrup, der håber, at hun med uddannelsen af profesionelle cuddlere kan være med til at nedbryde tabuer om berøring. Cuddlere er professionelle kropsbehandlere eller samtaleterapeuter, der har videreuddannet sig til berøringsbehandlere, dvs. tilbyder ikke-seksuel berøring af den påklædte klient i form af kram, nus, holde i hånd, holde om eller ligge tæt.

»Vi har i vores kultur en ekstremt seksualiseret forståelse af fysisk berøring. Bare det at lægge din hånd på en andens lår er grænseoverskridende i Danmark. Vi har en afsindigt heftig berøringsangst samtidig med, at vi har en enorm længsel efter at blive berørt,« forklarer Lucy Vittrup.

Derfor kan du kramme dig sund

Når vi rører ved hinanden, frigives et helt særligt hormon, som virker afstressende. Især mænd bør berøre mere og længere, da der skal mere til at udløse hormonet hos dem.

Når berøring gavner os, skyldes det i høj grad det særlige hormon oxytocin. Det udløses nemlig ved berøring og kaldes kærligheds- eller krammehormonet.

»Oxytocin er det primære hormon for os til at stresse ned. Derfor er fysisk berøring også den vigtigste modvægt mod stress. Vi kan simpelthen ikke få oxytocin på andre måder,« siger sundhedsekspert Per Brændgaard.

Det er den svenske professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg, der med sin forskning for alvor har sat fokus på oxytocin. I sin bog ’The Oxytocin Factor’ lister hun hormonets mange sundhedsvirkninger. Primært fremmer det ro og relationer. Hormonet sænker nemlig puls, blodtryk, muskelspændinger, angst og stresshormoner – og øger følelsen af forbundethed med andre mennesker.

Professor og hjerneforsker Troels W. Kjær fra Sjællands Universitetshospital, Roskilde, kender udmærket oxytocin. Faktisk har det været kendt i over 100 år, som hormonet, der får den gravide livmoder til at trække sig sammen under fødslen og som starter mælkenedløbseffekten ved amning.

»Det lille barns varme læber mod brystvorten sender signaler via nervebanerne op til hjernen, som så frigiver oxytocin. Hos voksne mennesker frigives hormonet også ved berøring,« bekræfter professoren.

I hans verden er hormonets primære funktion hos voksne mennesker, at det øger tilknytningen til dem, der rører ved os. Om det lige netop er oxytocin, der virker afstressende på os, eller alle de andre signalstoffer, som endorfiner, der også løber rundt i kroppen ved berøring, kan være svært at skelne, mener professoren.

»Men de mange forskellige signalstoffer er medvirkende til, at nogle folk kan opleve en fornemmelse af at blive afhængige af massage for eksempel,« siger han.

En måde at få et oxytocinfix på er lige præcis ved massage, viser forskning fra både det amerikanske Touch Institute og den svenske fysiologiprofessors forskning.

Det er ikke alle former for berøring, der fører til øget oxytocin, f.eks. mekanisk eller smertefuld berøring. Oxytocin udløses kun ved afslappet og tillidsfuld berøring.

Både kvinder og mænd danner oxytocin, men hormonet virker bedre hos kvinder, da det kvindelige kønshormon østrogen fordobler effekten.

»Mænd har desuden sværere ved at opdage det dejlige i kramning, da mange mænd forbinder kramning med seksuelt forspil, og dermed går de glip af den afstressende virkning af oxytocin,« forklarer Per Brændgaard.

Der findes ingen videnskabelige data på, hvor længe du skal berøre eller kramme for at udløse oxytocin. Du må prøve dig frem.

GUIDE: Sådan mætter du din hudsult

  1. Berør din kæreste mere
    Hvis du har en kæreste, så sørg for at kramme/cuddle hinanden mere og længere, uden at det er seksuelt. Selvom oxytocin også udløses ved sex, udløser sex også mange andre signalstoffer, som har den modsatte virkning af ro og afslappethed.
  2. Berør dine venner mere
    Kram og rør mere bevidst ved dem, du kender. Hvis du ikke er krammetypen, så tag en bevidst beslutning om at blive mere fysisk. Tag små skridt. Læg en hånd på skulderen, på benet. Øv dig i at holde kram fem sekunder længere, så 10 osv.
  3. Kram med kollegerne
    Kram mere med dine kollegaer. Netop når du er på arbejde, har du godt af den afstressende virkning af oxytocin. Aftal evt. med bestemte kollegaer, at I bliver krammekolleger.
  4. Gå til professionel cuddler
    Flere professionelle behandlere tilbyder i dag cuddlingsessioner, hvor du for 650 kroner i en time bliver berørt - med respekt for dine grænser. Der findes både mandlige og kvindelige cuddlingbehandlere.
  5. Gå til massør
    Kropsterapi i mange former kan udløse oxytocin. Massage er oplagt, men det skal være wellnessmassage - ikke fysiurgisk massage. Også zoneterapi eller en tur til frisøren, hvor du bliver nusset i hovedbunden, kan frigive oxytocin.
  6. Kram i grupper
    Der findes også krammeterapeuter, der tilbyder gruppeundervisning i krammemeditation og krammeøvelser. Få en krammeterapeut ud på arbejdspladsen eller i venindegruppen.
  7. Massér dig selv
    Rør mere opmærksomt og kærligt ved dig selv og din hud. F.eks. når du sæber dig i badet eller cremer dig ind. Brug massagebolde eller giv dig selv hovedbundsmassage med et massagepiskeris.
  8. Gå til dans
    Der er mange ting, du kan gå til, som også indbefatter berøring og tæt kropskontakt. Dans er et rigtig godt eksempel. Gå til pardans eller linedans.
  9. Få et kæledyr
    Få et kæledyr, som du kan kramme med.

Kilde: Cand.scient. og krammeunderviser Per Brændgaard og cand.mag., seksualitetsekspert og stifter af The Cuddling Institute Lucy Vittrup.

GUIDE TIL MÆND: Sådan bliver du bedre til at kramme

  1. Kram med hjertet
    Inden du begynder at kramme nogen, så kom i kontakt med den ubetingede, begærløse kærlighed, du føler for dit barn, for din hund eller for en kær person i dit liv. Når du krammer en kvinde, så fokuser på den samme begærløse kærlighed. Hvis der opstår seksuelt begær, så flyt fokus tilbage til den kærlige venlighed eller faderlige kærlighed.
  2. Træk vejret ned i maven
    Når du krammer en kvinde, så læg mærke til, hvordan du trækker vejret. Slap af i mavemusklerne og træk vejret helt ned i maven. Hvis begæret begynder at tage over, så flyt opmærksomheden til fornemmelsen af maven, der hæver sig, når du ånder ind og sænker sig, når du ånder ud.
  3. Accepter erektionen
    Hvis der opstår erektion, så accepter det. Hvis der ikke opstår erektion, så accepter det. Hvis erektionen falder, så accepter også det. Se din erektion som en automatisk kropsreaktion, der er udenfor din direkte kontrol. Koncentrer dig om krammet.
  4. Fokusér på sansningen
    Når du krammer, så fokuser din opmærksomhed på selve sansningen af berøringen. Det er receptorer i din hud, der registrerer tryk og sender signaler til din hjerne. Lad være med at lægge mere i det end det.
  5. Accepter alle tanker
    Hvis der er tanker eller følelser, der trænger sig på, mens du krammer, så flyt opmærksomheden til dem. Accepter enhver tanke og følelse, uanset om den er neutral, behagelig eller ubehagelig. Bare lad det hele være, mens du krammer videre og vender dit fokus tilbage til sansningen af berøringen.
  6. Kram i lang tid
    Du skal kramme i mindst 10 minutter ad gangen, før du for alvor begynder at mærke virkningen. Du må meget gerne variere krammet, så du både krammer stående, siddende og liggende. Skift også mellem kærlig berøring med bevægelse - f.eks. strygning - og kærlig berøring, hvor I bare ligger stille i berøring. Vær kreativ.
  7. Undgå seksuelle zoner
    Selvom det er din kæreste, du krammer, så prøv for øvelsens skyld at lade være med at kysse, når du laver krammetræning. Lad være med at røre hende på brysterne eller mellem benene. Og lad være med at røre ved dig selv seksuelt.
  8. Få dig en krammeveninde
    Prøv at skabe en relation til en kvinde, hvor I er enige om, at I kun skal være krammevenner uden kys, sex eller kæresteri. Husk, at man godt kan få lyst til sex, uden man handler på det. Hvis du falder i, så tal om det og lær af det til næste gang.
  9. Mærk energien
    Hvis du krammer med en kvinde, hvor der er gensidig seksuel tiltrækning, så lad energien være. Lad være med at handle seksuelt på energien. Lad energien lade dig op og brug den i stedet i alle områder af dit liv.
  10. Brug god krammeteknik
    Gå langsomt og gradvist frem. Kram med hele din krop: Hænderne, armene, brystet, maven, hovedet, ryggen, benene, fødderne, osv. Fortæl hende, at det er hende, der bestemmer, og at hun når som helst kan sige pause eller stop. Bed hende om at give dig feedback, så du kan blive en endnu bedre krammer.

Kilde: E-bog ’Krammeguide til mænd’ af cand.scient. og krammeunderviser Per Brændgaard.