Har du været udsat for mobning, hævnporno eller et voldeligt overfald, kan det være svært at leve videre som før. Måske hænger lugten af overfaldsmandens parfume i næsen og giver flashback. Måske kører episoden, hvor du fik bank, på repeat i hovedet. Måske kampsveder du som mobbeoffer selv mange år efter, hver gang du er til personalemøde.

Overgreb sætter dybe spor og kan ifølge Anne Agerbo, der er privatpraktiserende psykolog og ekspert i traumereaktioner og traumebearbejdning, være direkte invaliderende.

Tal viser, at 5 procent af alle mænd og 10 procent af alle kvinder i løbet af livet kommer ud for hændelser, der kan udløse PTSD. En tredjedel af dem udvikler kroniske symptomer, isolerer sig og mister livsgnisten.

Livet indskrænkes

Mareridt, tristhed, søvnbesvær og koncentrationsbesvær er nogle af de symptomer, traumeofre kæmper med.

Dagligdags opgaver som at købe ind, passe et arbejde eller tage sig af sine børn, kan være en udfordring, når ubehagelige tanker og indre billeder tager magten og bliver dét, der sætter dagsordenen i livet.

»For nogle spiller traumesymptomerne hovedrollen i livet, og al energi bruges på at bekæmpe og holde symptomerne på afstand. Livet kommer derfor til at handle om undgåelse og kontrol fremfor om drømme og ønsker,« siger Anne Agerbo.

Hun er aktuel med bogen ’Fra offer til overlever – ACT med traumer’, der handler om, hvordan det er muligt at generobre sit liv og leve lykkeligt på trods af et traume.

Det kan godt betale sig at bearbejde sine traumatiske oplevelser.

»For traumer stjæler liv ved at sætte en stopper for det liv, personen havde før. Folk bliver tilbøjelige til at undgå alt, hvad der minder om hændelsen. Tendensen har det med at sprede sig som ringe i vandet. Er du blevet overfaldet i en park, tør du måske ikke engang køre forbi en park, og du bevæger dig i hvert fald ikke derind. Folk bliver fanget i et spindelvæv af ting, de må undgå, og livet risikerer på den måde at blive meget indskrænket og svært at leve,« siger hun.

Mening er muligt

I sin bog tager Anne Agerbo udgangspunkt i samtaler med sin farfar, der var politimand og i 1944 var fange i tyske kz-lejre. Hans historie er et eksempel på, hvordan det er muligt at leve et meningsfuldt og godt liv med traumesymptomer. Men langtfra alle klarede sig lige så godt som ham.

Efter Anden Verdenskrig stod Frihedsfonden for de såkaldte kz-undersøgelser af effekterne af at have siddet i kz-lejr. Undersøgelserne blev foretaget af førende læger og forskere, og resultaterne blev publiceret i 1980 i udgivelsen ’The Concentration Camp Syndrome’.

Blandt de danskere, som deltog i undersøgelserne, oplevede hele 80 procent en økonomisk og social deroute som følge af deres internering under krigen.

Konsekvensen var ikke blot besvær med økonomi, bolig, job og ægteskab, men også en generel oplevelse af, at hændelser selv mange år efter overtrumfede livet.

Vold giver også traumer

»Vi har en tendens til at gradbøje traumer, men masser af mennesker lever med invaliderende traumesymptomer, også selvom de ikke har været udsat for krig og flugt,« siger Anne Agerbo, der gang på gang har set, hvordan et traume kan have vidtrækkende konsekvenser.

Hun fortæller, at der alene i 2012 var 26.000 kvinder, der blev udsat for partnervold, som kan udløse PTSD. Ifølge Psykiatrifonden har 5.000 de seneste ti år udviklet PTSD efter en voldtægt.

Konsekvenserne er til at få øje på i form af brudte parforhold og familier, der går i opløsning, fordi traumatiserede forældre ikke formår at udvise tilstrækkeligt nærvær over for deres børn. Ligesom det ikke er usædvanligt, at folk må opgive deres arbejde eller at begynde på en uddannelse, fordi traumet kommer til at fylde alt.

Lysten til livet nedbrydes

Når vi udsættes for et traume, nedbrydes vores såkaldte psykiske fleksibilitet, og det er skidt. Det er netop den psykiske fleksibilitet, der gør os i stand at indgå i relationer med andre mennesker, og som giver lyst til og gør os i stand til at være aktive og forfølge vores drømme og ønsker.

Mennesker, der har været udsat for traumatiske hændelser, kan opleve at stivne psykisk.

Foto: Scanpix/Iris
Vis mere

»Deres tillid til verden og lysten til livet nedbrydes. Folk lukker simpelthen ned for deres nysgerrighed og tror ikke på, at noget kan lykkes. Det er dér, livet for alvor mister mening,« siger Anne Agerbo.

Det bliver hurtigt en ond spiral, når inaktivitet præger hverdagen og er med til at forstærke følelsen af, at ulykken har taget magten.

Undgåelse og isolation er dog kun en stakket frist, der måske nok nedsætter angst eller andre symptomer her og nu, men angsten bliver en fast følgesvend, hvis du aldrig udfordrer dine tanker med handlinger.

Psyken kan genoptrænes

Ifølge Anne Agerbo er det muligt at genoptræne sin psykiske fleksibilitet på samme måde, som du træner en muskel.

»Du kan udfordre din egen angst for f.eks. at gå i parken eller tage ordet på dit arbejde. Livskvaliteten skal være omdrejningspunktet, og du skal finde ud af, hvad der er vigtigt for dig. Vil du gerne kunne spille fodbold i parken med dine børn, er det dét mål, du skal arbejde hen imod,« siger Anne Agerbo.

Hun understreger, at de fleste mennesker har de indre ressourcer, der skal til for at finde fodfæste igen, lære at leve med traumet – og få et godt liv.

Lev med dine traumer

Har du været udsat for et traume, som forhindrer dig i at leve som før? Tag kontrollen over dit liv tilbage.

Forestil dig dit liv som en busrute, hvor du er chauffør i bussen. Foruden rat, bremser, gear og speeder, har du dit kompas at styre efter.

Kompasset hjælper dig til at finde vej, men ikke en hvilken som helst vej. Kursen er sat efter netop dine værdier – f.eks. et ønske om at være en omsorgsfuld forælder, en kærlig kæreste eller en kompetent kollega.

Har du været udsat for et traume, er det ofte traumet og ikke dig, der styrer bussen.

Forestil dig, at der ud over dig er masser af passagerer i bussen. Én forsøger at overbevise dig om, at der aldrig er noget, der vil lykkes for dig, en anden at du skal tage undgåelsesvejen.

Foto: Scanpix/Iris
Vis mere

De negative passagerer forstyrrer kørslen, og får dig til at køre efter deres anvisninger frem for efter dine egne værdier.

Det er dog altid muligt for dig at tage styringen tilbage og være dén, der kører bussen. Men det kræver træning og øvelse.

Livet føles fladt og tomt

Hvis din hverdag præges af undgåelseshandlinger i forsøget på at undgå ubehag, føles livet fladt og tomt. Modgiften er at træne dig i handlinger, der giver mening for netop dig, så du igen kan tage førersædet i bussen.

Spørg dig selv, hvilken vej dit kompas skal pege. Hvad er de vigtigste værdier i dit liv? Du vælger, hvad dit liv skal handle om. Skal det f.eks. være at få et arbejde, at begynde at studere eller at genoptage kontakten til gamle venner?

Fællesskaber er altafgørende for vores trivsel. Alfa og omega er derfor at udfordre sin angst og vove at være aktiv. Bliv klar over, hvilke aktiviteter, hobbies eller sportsgrene, du måske har afholdt dig fra at deltage i, og som du kunne overveje at genoptage, gerne sammen men en god ven eller et familiemedlem.

Kilde: Anne Agerbo, ’Fra offer til overlever - ACT med traumer’

​’Så galt kan der ikke være i helvede’

Anne Agerbos farfar blev taget af tyskerne og sad i kz-lejr under Anden Verdenskrig. Han lærte efterfølgende at leve med sine traumer.

Frede Rasmussen var politimand og modstandsmand under Anden Verdenskrig. 19. september 1944 blev han og hans kammerater taget af tyskerne. I sin bog ’Fra offer til overlever – ACT med traumer’ tager Anne Agerbo udgangspunkt i samtaler med sin farfar om hans oplevelser som fange i en af nazisternes kz-lejre.

»Han fortalte blandt andet, hvordan han blev slået, og hvordan hans tænder røg ud. Han brækkede også to ribben og fik en skade på sit højre øje,« fortæller psykolog Anne Agerbo om sin farfar Frede Rasmussen, der døde i 2015.

Afstraffelsen skete, fordi Frede Rasmussen havde fået sendt et par varme sokker fra sin kone Ellen i Danmark. Sokkerne prøvede han at smugle over til en, han kendte, der var syg, som boede i en anden barak. Han brugte en spand til at smugle sokkerne i, men det blev opdaget, og han blev dømt til at sidde på hug udenfor i 12 timer. Det kan man ikke. Og hver gang han væltede, slog vagten ham med geværkolben.

Oplevelsen er en af mange, der satte sig dybe spor.

Frede Rasmussen fortalte også om sine strategier til at genoprette forbindelsen til nuet, når genoplevelsessymptomer forstyrrede ham mange år efter.

»Havde han mareridt, stod han op og ordnede frimærker. Hans opmærksomhed blev på den måde ledt fra de indre billeder til frimærkernes detaljer, og hændernes kontakt med frimærkerne understøttede kontakten med nuet,« fortæller Anne Agerbo, der talte med sin farfar ved hans store skrivebord.

Fotos rundt omkring i hjemmet vidnede om et aktivt liv med fire børn og et langt ægteskab med Ellen, der døde kort før deres diamantbryllup. Anne Agerbos farfar formåede at leve et langt og aktivt liv med arbejde, venner og familie og både at følge sit værdikompas og samtidig opleve mareridt i mange år efter hændelserne under krigen.

»Han fortsatte med at sætte den ene fod foran den anden i retning af det, der var vigtigt og formåede ikke at fortabe sig i negative grublerier på baggrund af de ting, han havde været udsat for,« siger hun.

Var meget på vagt bagefter

Da Frede Rasmussen og hans kammerater blev taget og sendt til Tyskland, vidste de godt, at der var nogle lejre, og at der foregik noget, der handlede om at slå folk ihjel. Men de fleste var stadig optimister.

De blev beordret op i kreaturvogne og transporteret til Neuengamme, hvorfra turen gik videre til Buchenwald.

I barakken, hvor de blev installeret, lå folk og døde omkring dem. Man kunne se, hvor mange jøder der var døde i løbet af natten, for de lå stablet op udenfor – og blev kørt væk på den kærre, man også kørte brød på. Han prøvede også selv at arbejde i krematoriet.

Om sine oplevelser sagde Frede Rasmussen siden til barnebarnet:

»Jeg kan ikke engang sammenligne det med helvede, for så galt kan der sgu da ikke være i helvede.«

Det første stykke tid efter at han kom hjem til Danmark, havde han en skarpladt pistol liggende ved sin seng.

»Der skulle satme ikke komme en og sælge ham kartofler, så var han blevet skudt. Min farfar var meget på vagt,« fortæller Anne Agerbo, hvis farfar trods de barske oplevelser følte, at han havde klaret sig meget godt.

Men han var klar over, at da han kom hjem, var han langtfra den, han havde været.

»Han hentydede til den mentale påvirkning af alt det, han havde set og hørt. Men han fortalte, at han følte, at han havde haft en evne til at koble fra. Til at sige til sig selv, ’det glemmer du’,« fortæller Anne Agerbo.

Anne Agerbo fortæller også at farfarens fortælling ikke alene er baseret på ord. Han havde en kasse, ’farfars kasse’, der indeholdt hans samling af artikler, billeder, et stykke ståltråd fra Buchenwald og forskellige andre ting, der er blevet en del af hans fortælling, og som på sin vis gjorde det nemmere at tale om det, han havde været udsat for.