I en aroma af tedufte og udveksling af ‘kropslig dybfølt venlighed’ giver sundhedseksperten Per Brændgaard kram og meditation for 800 kr. i timen

»Først omfavner du meditationen, dernæst underarms-krammer vi, hvilket kan udvikle sig til et stående kram. Og hvis du vil, kan vi også ligge i ske.«

Ordene kommer fra den 44-årige sundhedsekspert Per Brændgaard, og jeg møder ham med en mur af skepsis, ubehag og en knude i maven...

Log ind på BT PLUS og læs hele artiklen om kramme-meditation og hvad det indebærer.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


I en aroma af tedufte og udveksling af ‘kropslig dybfølt venlighed’ giver sundhedseksperten Per Brændgaard kram og meditation for 800 kr. i timen

»Først omfavner du meditationen, dernæst underarms-krammer vi, hvilket kan udvikle sig til et stående kram. Og hvis du vil, kan vi også ligge i ske.«

Ordene kommer fra den 44-årige sundhedsekspert Per Brændgaard, og jeg møder ham med en mur af skepsis, ubehag og en knude i maven.

Men der må være en mening med alt det krammeri. Per Brænd-gaard fortæller selv, at han har ramt en hidtil uset bevægelse i tiden. En dugfrisk finsk undersøgelse fra Aalto University bakker ham op. I undersøgelsen er mænd og kvinder blevet spurgt om, hvor de bedst tåler kontakt fra fremmede med variabler som køn og bekendtskab. Ikke overraskende er mænd mere kropsforskrækkede end kvinder. Per Brændgaard kalder dem ‘de kiksede mænd’, og dem må jeg til dels være en af. For jeg tåler ikke massage fra fremmede hænder og giver hellere en highfive end et kram. Nu skal jeg igennem en sessions kramme-meditation, der har trinnene: samtale, meditation, underarms-krammeri og stående kram.

Først sidder vi overfor hinanden. Per Brændgaard beder mig om at lukke øjnene og koncentrere mig om min vejrtrækning og den bevægelse, som min mave laver, når jeg trækker vejret. Man skal først fokusere på at holde alle tanker ude, så på at leve sig ind i de tanker, der opstår. Til sidst skal man fremkalde et billede af en person, som man ønsker ubetinget kærlighed, men som man ikke har et seksuelt forhold til. En mor. En far. Jeg vælger min søster. Jeg ønsker hende ubetinget kærlighed, mens jeg gentager ordene i mit hoved: Jeg ønsker dig evig fred, evig lykke og evig kærlighed. Det er svært at holde fokus i den røde stol. Jeg spænder i kroppen, men prøver at fokusere. Til sidst stopper spændingerne i nakken, og i ryggen. Men tankerne om at vi skal kramme, kan jeg ikke helt slippe. Det lurer bag ved det billede, som jeg har tegnet af min søster på nethinden.  Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Først sidder vi overfor hinanden. Per Brændgaard beder mig om at lukke øjnene og koncentrere mig om min vejrtrækning og den bevægelse, som min mave laver, når jeg trækker vejret. Man skal først fokusere på at holde alle tanker ude, så på at leve sig ind i de tanker, der opstår. Til sidst skal man fremkalde et billede af en person, som man ønsker ubetinget kærlighed, men som man ikke har et seksuelt forhold til. En mor. En far. Jeg vælger min søster. Jeg ønsker hende ubetinget kærlighed, mens jeg gentager ordene i mit hoved: Jeg ønsker dig evig fred, evig lykke og evig kærlighed. Det er svært at holde fokus i den røde stol. Jeg spænder i kroppen, men prøver at fokusere. Til sidst stopper spændingerne i nakken, og i ryggen. Men tankerne om at vi skal kramme, kan jeg ikke helt slippe. Det lurer bag ved det billede, som jeg har tegnet af min søster på nethinden.  Foto: Mathias Løvgreen Bojesen Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

FØR

Hvad skal det her krammeri gøre godt for?

»Meningen med krammet er, at udtrykke intentionen om at man ønsker det ubetinget bedste for hinanden. Ved at sætte det sammen med meditation, så gør man det spirituelle kropsligt. Kropskontakt er enormt vigtigt for os mennesker.Det har vi bare til dels glemt her i det senmoderne samfund på grund af opvarmning og tøj. Førhen varmede man jo hinanden. Med kroppen. Det giver ro og afstresser. Noget alle har brug for.«

Men ligefrem at kramme-meditere, synes du ikke, at det er lidt for alternativt?

»Da jeg fandt på de små skridt i forbindelse med vægttab, syntes folk også, at det var alternativt. Det samme med gælder mindful spisning, hvor man arbejder meditativt med spisning. Der sagde folk også, at det var noget underligt noget, men det gør de ikke længere. Ihvertfald ikke i samme grad. De små skridt i forbindelse med vægttab blev endda omfavnet af Sundhedsstyrelsen. På den måde kan mine ideer godt være lidt forud for tiden. Om ti år tror jeg, at kramme-meditation vil være helt normalt.«

Jeg er typen, der hellere giver en high-five end en krammer, når jeg siger farvel til mine venner. Hvad får jeg ud af din kramme-meditation?

»Det du skal få ud af det, er, at du bliver mindre kropsforskrækket. Det der biologisk vil ske, når vi nu her om lidt går i gang med at kramme, er, at du vil kunne øve dig i at slappe af inde i berøringen. Når du tillader dig selv det, så vil din hjerne udskille oxytocin, der gør, at din hjerne føler sig mere forbundet med mig og med alle. Du vil føle, når du går rundt i din hverdag, at du er tættere på andre mennesker rent kropsligt. Til sidst vil du føle, at det er unaturligt ikke at have kropskontakt, når du f.eks. møder din kammerat på en café. Du vil skabe en positiv cirkel med mere og mere berøring. Og så vil du opleve en ro. At du slapper af.«

Først sidder vi overfor hinanden. Per Brændgaard beder mig om at lukke øjnene og koncentrere mig om min vejrtrækning og den bevægelse, som min mave laver, når jeg trækker vejret. Man skal først fokusere på at holde alle tanker ude, så på at leve sig ind i de tanker, der opstår. Til sidst skal man fremkalde et billede af en person, som man ønsker ubetinget kærlighed, men som man ikke har et seksuelt forhold til. En mor. En far. Jeg vælger min søster. Jeg ønsker hende ubetinget kærlighed, mens jeg gentager ordene i mit hoved: Jeg ønsker dig evig fred, evig lykke og evig kærlighed. Det er svært at holde fokus i den røde stol. Jeg spænder i kroppen, men prøver at fokusere. Til sidst stopper spændingerne i nakken, og i ryggen. Men tankerne om at vi skal kramme, kan jeg ikke helt slippe. Det lurer bag ved det billede, som jeg har tegnet af min søster på nethinden.  Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Først sidder vi overfor hinanden. Per Brændgaard beder mig om at lukke øjnene og koncentrere mig om min vejrtrækning og den bevægelse, som min mave laver, når jeg trækker vejret. Man skal først fokusere på at holde alle tanker ude, så på at leve sig ind i de tanker, der opstår. Til sidst skal man fremkalde et billede af en person, som man ønsker ubetinget kærlighed, men som man ikke har et seksuelt forhold til. En mor. En far. Jeg vælger min søster. Jeg ønsker hende ubetinget kærlighed, mens jeg gentager ordene i mit hoved: Jeg ønsker dig evig fred, evig lykke og evig kærlighed. Det er svært at holde fokus i den røde stol. Jeg spænder i kroppen, men prøver at fokusere. Til sidst stopper spændingerne i nakken, og i ryggen. Men tankerne om at vi skal kramme, kan jeg ikke helt slippe. Det lurer bag ved det billede, som jeg har tegnet af min søster på nethinden.  Foto: Mathias Løvgreen Bojesen Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

EFTER

Meditationen: Lige i begyndelsen virkede det ikke som om, at jeg ville komme til at slappe af på noget tidspunkt. Det var svært at slippe tanken om, at jeg skulle stå og kramme en fremmed mand i hans stue, der lugtede af te. Spændingen i nakken og den akavede stilling i stolen, der skulle foregive, at jeg slappede helt af, hjalp ikke på at synke ind i meditationen. Efter 30 minutter havde jeg fået fremkaldt et billede af min søster. Jeg skulle rette al min kærlighed mod det slørede billede, det lykkedes mig at mane frem af hende, og alene det var ret mærkeligt. Med min søster i tankerne skulle vi så kramme, og selvom hun hverken har fuldskæg, en dyb stemme eller er højere end mig, så gav det en vis distance til manden i den strikkede sweater, som jeg aldrig havde mødt, men som jeg skulle kramme og ønske det bedste for.

Underarms-krammet: Det var det mærkeligste ved hele seancen. Man kunne vælge at have åbne og lukkede øjne. Først havde jeg åbne, men så lukkede jeg dem. Det var alligevel for underligt at kigge en mand dybt i øjnene, mens man skulle holde om hans underarme.

Vi var nødt til at underarms-kramme to gange. Første gang var jeg helt spændt og havde mest af alt lyst til at slippe taget. Det var ubehageligt. Specielt da taget om mine underarme bevægede sig over i nusning, skulle jeg virkelig dy mig for ikke at stritte imod.

Først da vi forsøgte det anden gang, kunne jeg slappe lidt mere af, og det virkede ikke helt lige så spøjst. Det var ikke afstressende, som Per Brændgaard sagde, det var meningen, at det skulle være. Men mine grænser blev rykket.

Det stående kram: Før kramme-meditationen havde jeg tænkt, at det stående kram ville blive det mærkeligste. Men da vi så stod der og gav en krammer, så virkede det for første gang ikke så akavet. Det blev næsten naturligt, og spændingen forsvandt og tog en del af skepsissen med sig. For det var faktisk rimeligt afslappet, selvom det var en fremmed mand, som man skulle stå der og kramme med. Og så i 10 minutter. Nok det længste kram jeg har givet. Jeg vil ikke sige, at jeg har kunnet mærke, hvordan roen fuldstændig skyllede ind over mig, og at jeg nu føler mig som et andet menneske. Jeg synes stadig, at det er lidt spacy, men jeg har på den anden side måttet slippe lidt af mine fordomme, og fået pillet lidt af min forskrækkelse for kram med fremmede mennesker af mig. Men jeg er glad for, at vi ikke skulle ned på madrassen. Så frisindet er jeg dog ikke. Heller ikke efter kramme-meditationen.

I andet forsøg bliver det bedre. Jeg føler ikke i samme grad, at det er kejtet at røre ved hans underarme, men naturligt bliver det ikke. Jeg formår at fremkalde billedet af min søster, og efter at have ønsket hende alt det bedste, retter jeg fokusset mod Per Brændgaard og mig selv. Det fokus formår jeg at holde, selvom tankerne i flæng flyver andre steder hen, såsom om hvordan det nu ser ud udefra. Det må se fint eller sjovt ud, for fotografens klikken fylder rummet.Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
I andet forsøg bliver det bedre. Jeg føler ikke i samme grad, at det er kejtet at røre ved hans underarme, men naturligt bliver det ikke. Jeg formår at fremkalde billedet af min søster, og efter at have ønsket hende alt det bedste, retter jeg fokusset mod Per Brændgaard og mig selv. Det fokus formår jeg at holde, selvom tankerne i flæng flyver andre steder hen, såsom om hvordan det nu ser ud udefra. Det må se fint eller sjovt ud, for fotografens klikken fylder rummet.Foto: Mathias Løvgreen Bojesen Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere