Sundhed: Er din hund blevet overvægtig?

Hvornår er hunden for tyk?
Dyrlæge Peter Poulsen, Frederiksberg, har en klar definition af, hvornår en hund vejer for meget. "En hund er overvægtig, når man ikke kan mærke ribbenene på den, når man ikke kan se en talje, og når hoftehjørnerne ikke stikker lidt op fra hofteskålen", siger han. Op mod en tredjedel af de danske hunde er overvægtige. Overvægt disponerer for mange sygdomme, som i sidste ende kan tage livet af hunden. "Overvægt nedsætter som hovedregel hundens levetid, fordi det medfører forskellige alvorlige sygdomme. Overvægt hos hunde er kort sagt lige så alvorligt som det er hos mennesker."
Når Peter Poulsen møder en overvægtig hund i sin klinik, foreslår han ejeren at lægge vejen forbi Fru Poulsen, hans kone og assistent, som driver Pet Shop på Frederiksberg. Hun er særligt uddannet til at beregne diæter til hunde.
Vær seriøs omkring kuren
"Jeg taler altid først med ejerne om, hvorvidt det er seriøst, at de vil prøve at slanke hunden, for det er ikke nogen let opgave," fortæller Susan Poulsen. "Jeg har en professionel hundevægt, hvor man helt præcist kan se, hvad hunden vejer. Derefter sammensætter jeg et kostprogram baseret på slankefoderet i Veterinærserien."
Hunden går ikke selv i køleskabet
Fru Poulsen gør meget ud af at vejlede hundeejerne og følge dem i forløbet. Hunden kan blive vejet hver uge eller hver 14. dag, og på den måde kan man justere diæten og bakke ejeren op.
"Det er jo ikke hunden selv, som går i køleskabet og tager en ekstra pølse, så det er ejeren, der skal have hjælp til at være konsekvent," siger Fru Poulsen. "Det er okay, at hunden er en stor del af familien, men vi skal altså huske på, at det er et dyr, og at den ikke selv kan mærke efter og sige nej til en kage, hvis maven er begyndt at bule ud".
Motion!
Et andet vigtigt element i er mere motion. Gå længere eller flere ture med hunden og leg med den i stedet for at give den en godbid. Man skal være klar over, at det ikke går hurtigt, når en hund skal tabe sig. Hunden skal tabe én til to procent af sin egen vægt om ugen. Det er ikke meget, men det er ikke sundt for hunden at tabe sig hurtigere.
"Når hunden taber sig får den sin energi tilbage, og den bliver gladere. En overvægtig hund er dvask og mister sin hundekarakter. Mange føler, at de får deres rigtige hund tilbage, når den har tabt sig," siger Fru Poulsen.
Læs også:
Klumme: Hvad skal hvalpen hedde?




