Andreas Bo fortæller for første gang om den nedtur, der ramte komikeren under hans første landsdækkende solo-turné for halvandet år siden

Det var knap så morsomt at skulle være sjov, da Andreas Bo stod bag scenen i Greve en vinteraften i 2012.

En fyldt sal med forventningsfuldt publikum sidder og venter på en af landets sjoveste mænd, der i en sen alder for alvor er brudt bredt igennem.

I ’Live fra Bremen’, i sit eget tv-shov ’Indenrigs’ og på landets mest folkelige scene, den navnkundige Cirkusrevy med stjerner som Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard.

Men bag scenen i Greve står Andreas Bo og er tæt på et kollaps.

- Jeg sejlede rundt ude bagved i Portalen i Greve. Jeg var svimmel og havde det skidt, siger Andreas Bo i dag.

For første gang fortæller han nu, hvad der lå bag aflysningen af mere end 20 forestillinger af hans første oneman-show ’Plagiat’ for halvandet år siden, da han ramte bunden.

- Jeg husker, at jeg spurgte, om vi ikke kunne aflyse showet i Greve, for jeg havde det ad helvede til. Og så var der én, der sagde, at det måske var bedre, at jeg gik på scenen og besvimede derinde. Det ville give mere sympati.

Andreas Bo er 47 år og er i dag ved at forberede sin næste turné, der efter planen skal have premiere d. 2. oktober i år, hvilket han ser frem til.

Intet show til premieren

Men det er ikke med stor glæde, han tænker tilbage på d. 13. september 2012 på Bremen i København. Dagen før havde han måttet aflyse forpremieren, og på selve premieredagen må Andreas Bo smide håndklædet i ringen.

Angst og stress er ved at snige sig ind på den 45-årige komiker efter flere år med succes og optur.

- Jeg havde overvurderet mine kræfter, mine evner og min dømmekraft, siger Andreas Bo, der havde solgt 70.000 billetter på forhånd til sit første landsdækkende oneman-show.

- Før starten på solo-showet havde jeg boomet i ’Live fra Bremen’, og før det havde jeg været med i Cirkusrevyen, hvor folk elskede mine parodier. Nu kunne jeg fylde Musikhuset i Aarhus flere dage i træk, og alle sagde: ’Du er den nye Dirch Passer, du er Danmarks svar på Jim Carrey, eller den nye Ulf Pil- gaard’.

- Jeg kørte gennem byen og så mig selv på store plakater, fortæller Andreas Bo, der på det tidspunkt var ved at miste overblikket og kontrollen i kølvandet på succesen:

Jeg kunne det hele

- Det havde jo kørt helt vildt siden ’Live fra Bremen’ i 2010. Jeg troede, at jeg kunne det hele, og folk spurgte mig: ’Hvad vil du lave? Jeg vil lave det og det. Så gør vi det. Jeg vil også godt have mit eget tv-show. Godt, det får du. Okay, vi skal også lige lave soloshow. Fint, så gør vi det’. Jeg var i gang hele tiden og arbejdede konstant, siger Andreas Bo.

- Det var ren Dirch Passer 24 timer i døgnet, og problemet var, at det var min karriere og mit ansigt, men jeg nåede ikke engang at læse det, jeg skulle lave, før jeg stod midt i det.

- Jeg kom bare om morgenen og spurgte, hvad jeg skulle gøre, og fik at vide, at det var sådan og sådan. Jeg havde simpelthen ikke tid til at tænke over det eller tage det ind. Og jeg var lidt over fyrre og følte, at jeg kunne få det hele, siger Andreas Bo, der efterhånden mister sit panser og begynder at tvivle på alt. Særligt sine egne evner.

Efter et midlertidigt boost, da han gennemfører premieren ugen efter den planlagte dato, melder usikkerheden sig, og flere job må aflyses.

- Nogle artister er meget seje og hårdhudede, særligt dem der har stået på blokvognene og fået fire spredte klapsalver, men som bare tænker ’Skidt pyt, jeg får 12.000 kr. for det, og jeg er ude herfra om et kvarter’. Det kan jeg ikke.

- Jeg er meget krukket og følsom i den sammenhæng. Så når jeg står og fyrer 100 procent energi af, og måske kun får 40 procent tilbage, fordi showet ikke er i orden, og jeg ikke er god nok, så bliver jeg drænet for energi, og det kan du kun klare i en vis periode. Hvis ikke du får fyldt op på kontoen, så kan du ikke mere, siger Andreas Bo.

- Jeg kæmpede mig igennem, men blev mere og mere usikker og utilfreds. Og så begyndte jeg at få fysiske symptomer på min stress. Jeg kunne ikke huske, hvad der skulle ske. Jeg blev svimmel, der var blandet med angst. Både på scenen og før jeg gik på. Det hele blev én stor klump af lorte-tanker, og det blev mere og mere pinagtigt at skulle gennemføre.

- Samtidig opstod der mærkelige rygter, som gik på, at Jarlen var sur over en sketch, jeg havde med Casper Christensen, som var kæreste med Jarlens datter (Isabel Friis-Mikkelsen, red.), hvor jeg omtalte analsex, og jeg tænkte: ’Shit, nu lægger jeg mig ud med alle’. Man bliver fuldstændig hudløs. Ens panser ryger, og der er kun én vej, og det er ned ad bakke, fortæller Andreas Bo, der i øvrigt senere fandt ud af, at Jarl Friis-Mikkelsen slet ikke var sur.

- Jeg havde det frygteligt og kom ind i en stress-spiral, jeg ikke kunne komme ud af. Jeg kunne ikke sove om natten, så jeg åd indslumringspiller, et præparat, der hed Imovane, der gjorde, at jeg bare kunne få et par timer, før jeg skulle op næste dag og forsøge at fyre den af. Det er et helvedes præparat, som sidder i kroppen.

- Til sidst er effekten nede på to en halv time, og så vågner du og tænker, hvis jeg tager én til, så har jeg overdoseret, og hvis jeg står op nu, er jeg bankehamrende træt. Og oveni kom så frygten for min karriere og for, at jeg havde slået for stort et brød op, siger Andreas Bo, der endelig trækker stikket ud i november. På lægens anbefaling.

- Diagnosen lød på stress, så det duede ikke med bare et par dage fri, som det havde gjort før, fortæller Andreas Bo, der aflyste resten af sin tur.

Helt ned i nulte gear

Derefter slappede han af i nulte gear, hvorefter han satte sig ned og gik hele showet igennem. Noget blev rykket rundt, andet blev ændret og noget skrevet helt om.

- Det er syret, men nogle gange skal man bare rykke om på noget og file lidt her og der, så fungerer det pludselig. Den periode er en heling, hvor det går op for én, at man ikke døde af det, og at man ikke kan bruge angsten til noget. Du må sige til dig selv, at det er dem, der har valgt at købe en billet for at se mig. Jeg er kommet forberedt, og de er kommet med en portion penge. Så er vi kvit på forventningsparameteret, og defra må jeg bare bilde mig selv ind, at uanset hvad jeg gør, så er jeg fed. Men det har taget mig mange år at komme dertil. At tro på, at jeg er god nok, og at jeg godt må stå dér. Men når man først har den, så åbner verden sig, siger Andreas Bo, der vendte tilbage med en forårsturné i marts 2013 efter at have sundet sig og rekonstrueret ’Plagiat’.

- Jeg fik ro og fik det fucking fedeste forår i mit liv, da jeg kom tilbage på resten af turen. Jeg havde en fest med publikum, og jeg var så barnligt glad, at jeg ikke ville have, at det skulle stoppe dér.

- Jeg er opdraget til, at tingene skal være i orden, men hvad er i orden? Det er, at du går ind og gør det bedste, du kan. At du koncentrerer dig, og at du ikke drikker dig fuld aftenen forinden, så du er klar på scenen.