Hjernen kræver træning, hvis den skal forblive skarp, og risikoen for demens sænkes. Derfor skal du begynde at gøre noget andet, end du plejer, siger hjerneforsker.

Teknologien tænker for os. Derfor er vi er nødt selv at gøre en aktiv indsats for at træne vores hjerne, hvis vi vil holde den skarp og undgå sygdomme. Sådan lyder budskabet fra hjerneforsker og professor Troels W. Kjær på Roskilde Universitetshospital, der netop har udgivet bogen ‘Hjernestarter - sådan træner du din hjerne’.

GPS’en hjælper med at finde vej. Google finder opskriften på aftensmaden. Notesblokken husker indkøbslisten. Lommeregneren lægger tallene sammen for os. Ja, selv det første akavede ‘hej’ til en potentiel partner, sker over en af tidens populære datingapps.

»Man kan sammenligne det med 60erne, hvor det fysiske arbejde blev erstattet af maskiner. Der begyndte man at motionere. Det samme skal vi gøre for hjernen,« siger han.

Ifølge hjerneforskeren er det nødvendigt at bruge hjernen, hvis man vil holde den skarp, præcis ligesom kroppens muskler kræver træning, hvis man vil være sund og stærk.

»En skarp hjerne beskytter først og fremmest mod demens, men du fremtræder som person også mere udadvendt og charmerende og du vil i højere grad kunne varetage mere krævende jobs,« siger Troels W. Kjær.

Social intelligens

Men læs lige videre, inden du kaster dig over sudokuen eller mobilens ‘hjerne-spil’. Hjernetræning handler nemlig ikke kun om matematiske og logiske udfordringer. Det handler også om at styrke ens musikalske intelligens, sociale intelligens mv.

»I bund og grund handler det om at gøre noget andet, end det man plejer. Gå en ny vej hjem fra skole,  lytte til en anden slags musik, end du plejer. Snak med en fremmed,« siger han.

Udfordrer vi ikke hjernen, bliver den lynhurtig doven, forklarer hjerneforskeren - ligesom når benet kommer i gips, eller man får at klap for øjet.

»Derfor skal man lave små og hyppige træninger flere gange om dagen, og det gode er, at du ikke får sved på panden, så du behøver ikke engang at klæde om eller tjekke ind i fitnesscentret. Det er bare med at komme i gang,« siger han.

Studier har da også vist, at personer med en lang uddannelse og krævende jobs har mindre risiko for demens. Det samme gælder personer, som taler flere sprog. Men ifølge

Kasper Jørgensen, Neuropsykologisk fagkonsulent hos Videnscenter for Demens, er der i videnskaben ikke noget endegyldigt bevis for, at hjernetræning i sig selv ligefrem kan nedsætte risikoen for demens. En sygdom som mere end 80.000 danskere lider af, og som forventes at ramme endnu flere i fremtiden. Det kan dog hænge sammen med mængden af ‘træning’.

Hjernen skal udfordres

»Har man et krævende job, vil du måske hver dag udfordre din hjerne 8-10 timer. Det samme antal timer kommer du aldrig i nærheden af med sudoku og hukommelsestræning,« siger han.

Det mener Troels W. Kjær netop er et argument for, at hjernetræning skal tænkes bredere. For de mennesker, som har et krævende job, hvor der også er plads til at tænke kreativt, er det måske nok i sig selv. Men har man et meget ensformigt arbejde, skal man tænke over, hvordan hjernen udfordres på en nye måde - og gerne flere gange om dagen.

Troels W. Kjær er enig i, at hjernetræningen ikke kan stoppe selve årsagen til demens, som f.eks. kan være en blodprop eller aflejring af proteiner i hjernen. Men hjernen bliver bedre til at kompensere.

»Når vi træner hjernen, bliver vi bedre til at udnytte de områder i hjernen, som endnu ikke er ramt, så de områder kan ‘tage over’, indtil de også bliver ramt,« siger han og forklarer dermed, hvordan træning af hjernen kan ‘udsætte’ sygdommen.

1. Matematisk/logisk intelligens

Hvad er det næste tal i rækken?
1-12-52-365-24-?

2. Musikalsk intelligens

Syng de første seks toner af din yndlingsmelodi. Hverken mere eller mindre.

3. Matematisk/logisk intelligens

Hvilket af disse ord afviger fra de andre?
Kamel – Hund – Fisk – Gris – Træ – Sommerfugl

4. Kropslig intelligens

Lav to papirkugler, sæt dig to meter fra en papirkurv og forsøg at ramme med begge.

5. Social intelligens

Få en af dine venner til at gøre noget, som vedkommende normalt  ikke ville gøre. Det kunne eksempelvis være at stå på hovedet.

6. Visuel/rumlig intelligens

De otte mønstre følger en bestemt regel, men det sidste mønster mangler. Find det rigtige mønster ud fra disse fem valgmuligheder.