De fleste af os kan næsten ikke vente. Til sommerferien under sydens sol: Ud i lufthavnen. Checke ind. Shoppe. Sætte os til rette i flyet. Og så afsted.

Men måske var det en god idé, at medbringe godt med afspritning. For ny research viser, at du udsættes for millioner af bakterier. Inden du overhovedet sætter dine ben på slutdestinationen.

Ifølge engelske Daily Mail er der faregruber overalt. Startende med din baggage og det øjeblik, du slipper din kuffert.

Håndtaget på din kuffert er simpelthen en decideret bakterie-bombe. Det kommer nemlig i berøring med så mange hænder, at det er tilført omkring 80 millioner bakterier, når du lægger kufferten fra dig på dit hotel.

Men inde i selve flykabinen er det også virkelig grelt. Simpelthen fordi kabinerne ikke bliver ordentligt rengjort mellem flyvninger. Tiden er så knap, at rengøringspersonalet kun kan nå ren overfladerengøring.

En stewardesse fra amerikanske Southwest Airlines har eksempelvis til undersøgelsen anonymt berettet, hvordan mange forældre til helt små babyer vælger at skifte ble på bakkebordet. Samme bord, som du på næste flyvning hælder dine peanuts ud på. Uden det er blevet sprittet af.

Bakkebordene på flyene vaskes kun yderst sjældent ned. Og en tidligere passager kan have skiftet ble på bordet.
Bakkebordene på flyene vaskes kun yderst sjældent ned. Og en tidligere passager kan have skiftet ble på bordet. Foto: JUDITH BETAK
Vis mere

Bakterier kan overleve rigtig længe. Det gælder også på sædet samt på sikkerhedsbæltet, som stort set aldrig rengøres.

Og beder du om tæppe til at tage over skuldrene, er der stor sandsynlighed for, at det er blevet brugt før, fortæller stewardessen Sara Keagle. Ifølge stewardesserne er det kun på det allerførste morgenfly, man kan være sikker på, at man får et helt rent tæppe.

Dertil kommer de mere oplagte farezoner ombord på et fly. Toiletterne.

På en enkelt flyvning er det ikke unormalt, at et toiletsæde bruges af op til 50 mennesker. Uden at blive gjort rent.

»Et fly er en ren yngleplads for bakterier,« som en ekspert udtrykker det i Daily Mail.

Og den bedste måde at undgå bakterierne - udover selvfølgelig det mest oplagte at blive hjemme - er ganske enkelt at spritte af, inden du sætter dig for godt til rette.