Sorgens dag: Det sidste farvel
To gange har Søren Hecht Petersen fået sine hunde aflivet. Begge gange er det sket i hjemmet i Hørsholm, hvor de nu ligger begravet i haven.
De to ruhårede hønsehunde Kia på 11 og Thea på fem har for kort tid siden fået selskab af Cesca på kun 11 uger. En rigtig spilopmager. Og det er de ganske tilfredse med. Mest Kia, som gene leverer legetøj til den lille hvalp. Thea er lidt mere reserveret. De lever alle tre et aktivt hundeliv hos Søren Hecht Petersen i Hørsholm, lige som hans to tidligere hunde altid har gjort det. Det betyder også, at den passionerede jæger har måttet sige farvel til sin hund to gange.
-Ja, og det er virkelig en sorgens dag for mig. Min første fik kræft og blev kun seks år. Min næste hund nåede at blive 12 år, og hun blev aflivet på grund af alder. Jeg holder så meget af mine hunde og synes, det er en forfærdelig tid, når jeg kan se, at der snart ikke er mere livskvalitet tilbage for dem. Når dagen truer, hvor vi skal skilles, fortæller Søren Hecht Petersen.
-Mine hunde har et godt liv. De passes, plejes og aktiveres, og jeg går hellere én gang for meget til dyrlæge end én gang for lidt. Men jeg er også meget opmærksom på, ikke at holde liv i hundene af egoistiske grunde. Hunde beklager sig jo ikke over smerter. De lider i stilhed.
-Når jeg har taget beslutningen - og det sker altid i samråd med min dyrlæge - så skal den også effektueres dagen efter. Jeg har altid valgt aflivning herhjemme. Dels fordi hunden skal være i sine vante omgivelser, det er bedst for den, synes jeg, men også fordi jeg ikke har lyst til at udstille min reaktion over for andre end lige mine nærmeste. For jeg er sønderknust.
-Vi har vores egen lille ceremoni. Første gang foregik aflivningen, mens hunden lå i sin kurv. Anden gang fik hun lov at ligge i sofaen på et tæppe med plastic under ved siden af mig. Da hun havde fået noget at sove på, sad jeg og nussede hende og fortalte, hvor pragtfuld en hund hun var, og hvor meget glæde, vi havde haft sammen. Efter hun var død, sad jeg en stund ved hende, inden jeg gik i haven og gravede et hul. Efter hun var blevet begravet, blæste en ven af mig jagt forbi. Når det skal være, synes jeg ikke, det kan gøres på en bedre måde.
Du har jo været jæger siden din ungdom. Kunne du finde på at skyde en af dine egne hunde?
-Nej, det kan jeg absolut ikke. Og i de 50 år, jeg har gået på jagt, har jeg aldrig mødt en eneste jæger, som selv har skudt sin hund. De går til dyrlægen med dem, når de skal aflives. Den myte kan jeg godt gennemhulle.
Læs også:
Kremering: En værdig afslutning
Vidste du? Din hund kan redde liv!
