I fremtiden kan gravide kvinder vælge abort, hvis deres ufødte barn viser tegn på psykiske sygdomme som skizofreni eller autisme.

Danskere har gennem mange år kunnet vælge abort, når en fostervandsprøve afslører Downs syndrom eller andre alvorlige kromosomforandringer. Men nu gør ny forskning det også muligt at afsløre, om et foster har anlæg for psykiske sygdomme og dermed også skal udsættes for en abort i stedet for at blive født. Det skriver JyllandsPosten.

-Det kan blive begyndelsen på, at vi kan begrænse antallet af folk, der skal lide af psykiske sygdomme, siger forskningschef Thomas Werge, Psykiatrisk Center Sct. Hans.

20.000 danskere lider af skizofreni, og mange af dem har ifølge Thomas Werge et ønske om at få børn, men de fravælger det af frygt for at give sygdommen videre til deres børn. De nye forskningsresultater gør det muligt tidligt i graviditeten at se, om fosteret har samme genetiske ændring som moderen eller faderen.
Hos Landsforeningen Sind er landsnæstformand Knud Kristensen splittet i spørgsmålet om, hvorvidt frasortering af fostre med anlæg for psykiske sygdomme som skizofreni skal blive virkelighed i Danmark.

-Det åbner perspektiver, som både indeholder positive ting og for mig også lidt skræmmende perspektiver, siger Knud Kristensen til Ritzau og fortsætter:

- I nogle situationer, hvor en psykisk syg er bange for at give sygdommen videre til sit barn, synes jeg, det giver god mening at undersøge det og på den måde give psykisk syge mulighed for at få børn. Men i andre situationer kan jeg være bange for, at det fører til en slags racehygiejne, hvor vi på forhånd frasorterer folk, der har anlæg for psykisk sygdom.

Ikke alle får sygdommen

Knud Kristensen understreger, at selv om et menneske har genetiske anlæg for at blive skizofren, så skal der stadig også andre faktorer til senere i livet for at udløse sygdommen.

Landsforeningen Sind opfordrer Etisk Råd til at sætte sig i spidsen for en grundig diskussion om de muligheder, den nye forskning giver.

Etisk Råds arbejdsgruppe om fosterdiagnostik arbejder lige nu på en redegørelse, der i slutningen af oktober skal danne grundlag for en samlet indstilling fra Etisk Råd om fosterdiagnostik herunder også screening for psykiske sygdomme.

-Personligt mener jeg, man skal være åben over for det, fordi skizofreni er en alvorlig sygdom. Den nye forskning sætter os i nogle dilemmaer, som vi ikke har haft før, og så står den enkelte familie eller den enkelte kvinde med en svær afgørelse: Skal vi have en abort på en indikation, siger Morten Kvist, formand for Etisk Råds arbejdsgruppe, om fosterdiagnostik.

Han påpeger, at alle mennesker i gennemsnit har syv alvorlige genetiske defekter.

-Derfor kan vi gå rundt med en masse dispositioner for alvorlige sygdomme, som aldrig bryder ud, siger Morten Kvist.

/ritzau/