Skal man trykke på snooze-knappen til sidste øjeblik, og hvilken lyd er bedst at vågne til? Bliv klogere på den bedste måde at stå op på.

Det dejlige ved vækkeuret er, at det altid giver dig præcis ni minutters ekstra søvn, hvis du lige trykker på snooze. Men den funktion er noget, fanden har skabt, hvis man spørger søvnekspert fra Center fra Stress og Trivsel, forfatter Michael Rasmussen.

»Det der med at blive vækket og falde hen igen flere gange, inden man endelig står op, er hamrende uhensigtsmæssigt. Du ødelægger din kvalitetssøvn ved det,« siger han til Ritzau Fokus.

Sleeep

Det handler om at få en sammenhængende søvn, lyder rådet. Hvis du vælger at droppe snooze-knappen, er det vigtigt, at du ikke sætter vækkeuret til at ringe i sidste øjeblik.

Det er nemlig ikke sundt, at vågne til stress og travlhed. Men det er dog ifølge Michael Rasmussen sundt at være aktiv fra morgenstunden. Så ud af fjerene, når uret ringer.

Men hvilken lyd er så den bedste til det formål?

Det har Birte Been, der er civilingeniør og medejer af Dansk Lyd, et klart bud på.

»Det ligger i vores urinstinkter at reagere på skarpe, pludselige og unaturlige lyde,« siger hun til Ritzau Fokus.

»Da vi forbinder det med fare, får det os til at vågne.«

Typisk ligger den type lyde mellem 500-1000 hertz på frekvensskalaen. Det vil sige, at det er enerverende lyde i stil med barnegråd og hyletonen fra prøvebilledet på fjernsynet.

»Lyde, vi forbinder med fare, vil vi altid kunne høre, selv om de optræder blandt en masse andre lyde. De vil føles højere,« forklarer hun.

Man skal altså vælge en skarp, pludselig og unaturlig lyd som alarm på telefonen eller vækkeuret. Men den valgte lyd kan man ikke blive ved med at bruge.

»Vi bliver ikke ved med at forbinde lyden med fare, og så skal den skiftes ud med en ny, fremmed og ubehagelig lyd,« forklarer hun.

Det allerbedste er dog, hvis man helt kan undgå vækkeuret. Det kræver dog lidt øvelse og systematik.

»Det bedste er faktisk, hvis man vågner af sig selv, fem minutter før uret ringer. Det gør man, hvis ens døgnrytme er synkroniseret,« forklarer søvnekspert Michael Rasmussen.

Lazy morning

Det er døgnrytmen, der styrer alt fra vores kropstemperatur til vores søvnrytme, og går vi i seng og står op cirka på samme tid hver dag, kan man vågne af sig selv ganske præcist nogle få minutter, inden vækkeuret ringer.

Her er de bedste råd:

- Drop snooze-knappen. Der kommer intet godt ud af det.

- Hvis du går i seng og står op på samme tid hver dag, vil din døgnrytme hjælpe dig.

- Skarpe og ubehagelige lyde er de mest effektive ringetoner. Efter cirka 300 gange aftager virkningen, og du bør vælge en ny lyd.

- Hvis mobilen er dit vækkeur, så hold den skjult. Den sætter gang i hjernen, når du burde falde til ro.

- Mobilens LED-skærm er ikke just søvndyssende.

/ritzau/FOKUS

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook