Det er ikke kun tiden, der giver rynker. Maden, du spiser, har også en indflydelse på folderne i dit ansigt.

Alder. Det er, hvad vi forbinder med rynker. Men faktisk kan vi selv være med til at bestemme graden af det, vi hvert år kaster millioner efter at undgå.

Britiske Daily Mail har med hjælp fra ernæringsekspert Kim Pearson gennemgået, hvilke fødevarer der sætter sig i ansigtet. Men med et par simple tricks kan man holde huden ung i mange år.

1. Fisk, nødder og kerner
Når vi bliver ældre, bliver vores hud tyndere. Derfor bliver den hurtigere tør. For at modvirke dette, er det vigtigt at holde huden fugtig. Her er fedtkilder vigtige. Mad som fisk, nødder og kerner er rig på omega 3, der udover at holde huden fugtig, er rigtig sundt.

2. Alkohol? Ellers tak
Sådan skal det lyde, hvis man følger Kim Pearsons råd. Alkohol øger nemlig aldringsprocessen, da den skader cellerne i huden. Selvom det lyder paradoksalt, dehydrerer alkohol også kroppen. Det kan betyde, at vi har sværere ved at optage, udnytte og udskille de næringsstoffer, vi har behov for. I værste tilfælde kan alkohol lede til sprungne blodkar i ansigtet.

3. Spis farverigt
Jo flere farver, jo bedre. Peberfrugter, citroner, blåbær og broccoli. Hvis din kost ligner en regnbue, er der god chance for, at den indeholder plantenæringsstoffer. De beskytter huden mod skader i cellerne.

4. Ud med alt inflammatorisk
Vi forbinder inflammation med smerte og hævelser. Men gennem vores kost udsætter vi os for mindre inflammationer. Det kan i sidste ende ses på huden. Raffinerede kulhydrater findes i hvid ris, hvidt brød og pasta. Generelt er alt, der indeholder sukker eller transfedtsyrer, dårligt for huden.

Artiklen fortsætter efter billedet

Gurkemeje giver ikke kun farve til maden, det er også sundt for huden.
Gurkemeje giver ikke kun farve til maden, det er også sundt for huden. Foto: IRIS
Vis mere

5. Ind med det anti-inflammatoriske
Gurkemeje og ingefær. Det lyder som noget, du får på din lokale juicebar. Men det modvirker de skader, du udsætter din hud for gennem resten af din kost. Andre anti-inflammatoriske kilder kan være laks og broccoli.

6. Forfærdelig fastfood
Færdiglavede måltider og pizzaer. Det er nemt og lækkert, men indeholder mange giftstoffer for huden. Igen er det de raffinerede kulhydrater, der truer. Som regel er de færdiglavede måltider også rige på mættede fedtsyrer og kunstige tilsætningsstoffer.

7. Stevia styrer
Almindeligt sukker sætter sig ikke kun i taljen. Det sætter sig også i hudens kollagen og elastin. Det svækker hudens struktur, og sætter sine tydelige spor. Ved at udskifte sukker med f.eks. stevia eller xylitol, passer man bedre på hudens elasticitet.

8. Tomatsovs mod solen
Lycopen. Et næringsstof der findes i flere grøntsager, men specielt i tomater. Det har den specielle egenskab, at det beskytter mod solens stråler. Derudover er det også et af de eneste næringsstoffer, der bliver lettere at optage, hvis det har været tilberedt.

9. Slap af
Stress er en af de værste syndere, når det kommer til rynker. Stresshormonet kortisol er egentlig sundt for kroppen, men et forhøjet niveau bliver farligt. Har kroppen for meget kortisol kan det lede til søvnproblemer, der igen leder til en øget aldringsproces. Sørg derfor for at lade arbejdstelefonen ligge, når du har fri – eller dyrk en gang yoga, når solen en sjælden gang imellem kigger frem.