Sang er for alle - også for mennesker, der lider af en alvorlig lungesygdom, som giver slem hoste, og gør det svært at trække vejret. På et nordsjællandsk hospital har man nu oprettet et kor for KOL-patienter som et led i behandlingen.

Skrevet af: Katja Dehn, redaktionsassistent Netdoktor.dk

KOL-patienter synger sammen

Lungesygdommen KOL medfører åndenød, vejrtrækningsproblemer, hoste og ondt i brystet. Og med det i baghovedet, lyder det måske ikke helt oplagt at være med i et sangkor. Men nu går en gruppe KOL-patienter fra Hillerød Hospital i Nordsjælland sammen og synger. Det oplyser Politiken.dk

Og koret hjælper faktisk KOL-patienterne.

LÆS OGSÅ: Har du symptomerne på KOL?

- Sangundervisning er god træning for stemmen, men den giver også patienten bedre kontrol over sin vejrtrækning, hvilket patienten også kan bruge i hverdagen, siger Karina Tønder, som er rehabiliteringssygeplejerske og initiativtager til KOL-koret.

Tilbuddet til KOL-patienterne er et supplement til det almindelige rehabiliterings-program. Inspirationen til koret er kommet fra lignende kor andre steder i landet - og er også dannet på opfordring fra patienterne selv.

Omkring 430.000 danskere har KOL, men mange af dem går rundt med sygdommen uden at vide det. Hvornår har du sidst fået tjekket dine lunger? Tag Netdoktors test på Kolkundskab.dk og find ud af, om du bør tage til lægen.