Vintertidens mørke dage kan gøre os alle en smule dvaske. Men faktisk tyder forskning på, at lys kan påvirke os så meget, at vi ændrer vores måde at opføre os på – og eksempelvis bliver mere eller mindre empatiske.

Lyset, vi oplever, når vi står op og går i seng, er afgørende for vores søvn og trivsel, viser forskning.

Men hvorvidt lys også påvirker vores måde at opføre os på, er straks sværere at svare på, for vi ved stadig ganske lidt om lysets direkte påvirkning af vores adfærd, men den samlede forskning tegner dog et billede af, at lyset kan have en vis indflydelse, vurderer Aikaterini Argyraki, som er ph.d.-studerende ved DTU Fotonik på Danmarks Tekniske Universitet, skriver Videnskab.dk.

»Der er ingen tvivl om, at lys kan påvirke kvaliteten af vores søvn og dermed vores generelle helbred, men det kan også påvirke vores humør, og det kan så igen have indflydelse på vores opførsel,« siger Aikaterini Argyraki, der forsker i lysets påvirkning af vores krop og adfærd.

Alle hvirveldyr, inklusive mennesker, har bestemte celler i nethinden, der sender besked til hjernen, når de registrerer lys af en vis bølgelængde, der findes i dagslys.

Læs også på Videnskab.dk: Vinterdepression: Sådan undgår du at blive ramt

Det påvirker aktiviteten af det limbiske system i hjernen, som blandt andet styrer vores følelser og udskillelsen af vigtige hormoner, og det kan så påvirke vores adfærd.

»Undersøgelser viser, at mennesker er mere opmærksomme og på mærkerne i hvidblåligt lys og mere afslappede i gulrødligt lys. Samtidig kan man se, at forskellige typer af lys gør nogle dyr, for eksempel høns, mere aggressive eller mere afslappede, og noget lignende kan gøre sig gældende hos mennesker,« siger Aikaterini Argyraki og fortsætter:

Læs også hos Videnskab.dk: Britisk forsker: Drop vintertiden!

»Man kan også se, at de lokaler, vi bruger til afslapning, som regel har et gyldent eller rødligt lys, som vi kender det fra en solnedgang. Men de steder, vi skal arbejde og være opmærksomme, har et mere intenst og blåligt hvidt lys.«

Det er dog stadig lidt usikkert, om kunstig lyssætning rent faktisk påvirker vores adfærd direkte, mener Ásta Logadóttir, som seniorforsker hos Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet.

Læs også på Videnskab.dk: Computer i sengen smadrer din næste dag på arbejdet

Hun forsker selv i lysets betydning for vores tilfredshed med arbejdsmiljøet og i lysets evne til at påvirke menneskets døgnrytme og velvære.

»Vi mangler stadig at udvikle en god metode til at undersøge, om der er en forbindelse mellem lys og adfærd. Vi kan ikke bare nøjes med spørgeskemaer. Men lyset kan helt klart påvirke vores tilfredshedsfølelse og sindsstemning,« siger Ásta Logadóttir.

Når cellerne i vores nethinde registrerer dagslys, sender de besked til hjernen om at vågne op og udskille glædeshormonet serotonin.

Det er dette hormon, depressive har mindre af, og manglen på hormonet lader at være forbundet med vinterdepression. Lyset kan altså være med til at styre vores humør ved at udskille serotonin.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Sex med dyr – ja, hvorfor ikke?

Mærkeligt havvæsen skyllet op på dansk strand

Tag testen: Har du en effektiv hjerne?