Her får du forskernes gode råd til, hvordan du kan bekæmpe en ulækker dunst fra din mund, hvis du har fået hvidløg til frokost.

Takker du også nej til hvidløg, hvis du skal i byen senere? Du er nok ikke den eneste. Hvidløg har det nemlig med at efterlade en fæl ånde, som gerne varer ved helt til morgenstunden næste dag.

Men hvorfor er det lige, hvidløg efterlader ildelugtende skyer af død og ødelæggelse i din mund? Og vigtigere: Hvordan kommer man af med den klamme dunst igen?

Forskere fra den amerikanske forskningsorganisation American Chemical Society har kigget nærmere på, hvilken kemi der ligger bag hvidløgsdunsten.

Du kan høre meget mere om hvidløgets hemmeligheder i en video hos Videnskab.dk.

Hemmeligheden bag hvidløgets lugt ligger i kemien. Hvidløg lugter faktisk først, når det hakkes i stykker. Her bliver stoffet alliin til allicin, som lugter. Når vi indtager hvidløg, bliver stoffet allicin delt op i fire andre stoffer, som hver især bidrager til hvidløgsånden.

Et af de stoffer hedder allyl methyl sulfid, og det tager lang tid om at nedbrydes. Derudover udskilles det ildelugtende stof både i sved, ånde og urin, når man har spist hvidløg.

Men hvidløg indeholder også en masse god kemi, der er sund for helbredet. Det skyldes, at hvidløg indeholder sulfider, som virker bakteriedræbende.

Hvis du på trods af sundhed og smag stadig frygter at jage omgangskredsen væk med din hvidløgsånde, så anbefaler forskerne dig at spise persille eller drikke mælk. Men du kan selvfølgelig også bare lade være med at spise hvidløg, hvis du har en vigtig aftale dagen efter.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Får jeg lort i næsen, når det lugter af lort? 

Forelskelse påvirker lugtesansen

Hvorfor har hver familie sin egen lugt?