De er ikke kun hårde kriminelle. Også i hverdagen møder vi hensynsløse psykopater, som vi skal være på vagt overfor, advarer psykiater i en ny bog.

Mellem 150.000 og 200.000 danskere anslås at være psykopatiske, og de kan jo ikke alle sammen sidde i fængsel, siger Henrik Day Poulsen og henviser til internationale befolkningsundersøgelser, der dokumenterer, at to til tre procent af en befolkning har psykopatiske træk.

Men psykopaten kan også være din nabo, kæreste, ven eller chef. Her kan du se, hvem du skal være på vagt over for og faresignalerne.

Du kan læse hele denne PLUS-pakke ved at oprette et PLUS-abonnement - 1. måned er gratis.




De er ikke kun hårde kriminelle. Også i hverdagen møder vi hensynsløse psykopater, som vi skal være på vagt overfor, advarer psykiater i en ny bog

Ordet psykopat fremkalder hos mange et billede af en koldblodig seriemorder, som enten optræder i en film eller sidder i fængsel. Men psykopaten kan også være din nabo, kæreste, ven eller chef, der kan gøre hverdagen til et sandt mareridt for dig.

Psykopater kan dog være vanskelige at gennemskue, men ved at være særlig opmærksom kan du måske spotte det i naboens pludselige raseriudbrud, chefens lave tolerancetærskel eller kærestens kringlede bortforklaringer. Det mener psykiater Henrik Day Poulsen, der i sin nye bog ’Hverdagens psykopater’ vil sætte fokus på, hvad det vil sige at være psykopat.

- Går man eksempelvis kritisk til en psykopat og stiller kritiske spørgsmål til hans eller hendes historie, ødelægger det psykopatens selvskabte billede. Det vil ofte gøre psykopaten hidsig og fremprovokere en meget ubehagelig adfærd, som kan være en advarselslampe, forklarer Henrik Day Poulsen.

I sin nye bog vil han hjælpe befolkningen med at opdage forskellige typer af psykopater i dagligdagen. Danskerne har nemlig rigtig god grund til at være på vagt.

200.000 psykopater

- Mellem 150.000 og 200.000 danskere anslås at være psykopatiske, og de kan jo ikke alle sammen sidde i fængsel, siger Henrik Day Poulsen og henviser til internationale befolkningsundersøgelser, der dokumenterer, at to til tre procent af en befolkning har psykopatiske træk.

- Så hvis man tror, at psykopaten kun er frække Brian eller Muhammed fra socialgruppe 5, så er man gået helt galt i byen. De findes i alle sociallag og kan også være bankassistenten, overlægen og direktøren, siger Henrik Day Poulsen.

Han trækker især på sine erfaringer fra sit tidligere arbejde på Rigshospitalets psykiatriske klinik og som retspsykiater i ­Justitsministeriet, hvor han gennem fire år har mentalundersøgt de tiltalte i forskellige retssager.

- Psykopater er ikke sindssyge. De ved, hvad de foretager sig, men er som regel ligeglade med andres følelser og behov. De har ingen empati, er egoistiske og ofte manipulerende og overskrider grænser for at få opfyldt egne behov, forklarer Henrik Day Poulsen.

Ifølge ham kan de forskellige kendetegn hos hverdagspsykopaten udspille sig på mange måder. Det kan være kollegaen, der altid manipulerer sig til de gode opgaver, eller kæresten, der altid har en undskyldning for alting. Fælles for dem er, at det bedste forsvar imod dem er, at man kan aflæse dem og dermed vide, hvad man skal beskytte sig imod.

Stoler på psykopaten

- Som almindelig borger bliver man forvirret, når man møder en psykopat. Vi er vant til at kunne stole på folk og ikke møde folk med mistro, og det udnytter psykopaten. Folk føler sig derfor ofte misbrugt og udnyttet, og det er psykologisk set rigtig hårdt at blive behandlet på den måde på, uanset om det er på arbejdspladsen eller derhjemme, siger Henrik Day Poulsen.

Selv om antallet af psykopater igennem flere år har ligget nogenlunde konstant, mener Henrik Day Poulsen, at flere faktorer i vores samfund har givet psykopater større spillerum.

- De sociale medier har givet en ekstrem plads for psykopater, der kan lege og genere alt og alle. Det har skabt helt nye muligheder for at være ekstrem grov næsten gratis, fordi man bare kan påtage sig en falsk identitet, siger Henrik Day Poulsen.

Træk tydelige grænser

Psykiaterens råd til ofrene er at lytte til venner og familie, som måske kan bedømme psykopatens adfærd mere kritisk, og så at trække tydelige grænser og fastholde, når et nej er et nej.

- Psykopater en grænseløse, så hvis du ikke sætter grænser, fortæller du heller ikke psykopaten, at nok er nok. Det vil selvfølgelig give en modreaktionen, som kan være voldelig eller truende. Derfor er det også vigtigt at overveje, om man skal bryde den her relation. Altså enten gå fra manden, sige op på jobbet eller bryde et venskab.