Er man adventist eller baptist, så er risikoen for at få hjertesvigt, blodprop i hjertet eller andre hjertekarsygdomme mindre end hos resten af befolkningen. Det viser et nyt studie fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU og Kræftens Bekæmpelse, skriver Videnskab.dk.

Studiet har siden 1977 fulgt over 6.500 medlemmer af de to kristne trossamfund, Syvende Dags Adventistkirken og Baptistkirken. Det har man blandt andet gjort for at undersøge, i hvilket omfang medlemmerne er registreret i registre for hjertekarsygdomme.

Medlemmerne af de to trosretninger bliver ikke nær så ofte ramt af hjertekarsygdomme som resten af befolkningen. Blandt andet er der 18 procent færre tilfælde af hjertesvigt hos adventisterne og 24 procent færre tilfælde blandt baptisterne sammenlignet med den øvrige befolkning.

Læs også hos Videnskab.dk: Fascinerende billeder: Jorden set fra rummet

Ifølge Nanna Schneekloth Christiansen, der er videnskabelig assistent og står bag studiet sammen med Annette Wittrup Schmidt, ligger forklaringen i en sund livsstil. Adventisterne forventes nemlig at være fysisk aktive, spise vegetarisk og holde sig fra alkohol, tobak og koffein. Også baptistkirken har tidligere opfordret til afholdenhed og ikke-rygning.

Tidligere undersøgelser har vist, at medlemmer af de to trossamfund også lever længere end den øvrige befolkning.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Adventister og baptister undgår kræft
Kristne er mere utro end muslimer
Seks af de særeste sex-vaner hos dyr