Danske forskere har gjort en opsigtsvækkende opdagelse. Acetylsalicylsyre - det der også kaldes aspirin og findes i helt almindelige hovedpinepiller - sænker risikoen for tarmkræft markant. Det viser nye studier fra Kræftens Bekæmpelse og Aarhus Universitetshospital.

Undersøgelsen viser, at daglig brug af lavdosis aspirin, det vil sige 75 mg svarende til mindre end én enkelt hovedpinepille, kan mindske risikoen for tarmkræft med op til 30 procent. Kræftens Bekæmpelse kalder resultaterne for markante.

Opret abonnement på PLUS og få indblik i de nye, imponerende forskningsresultater. Du får desuden en række gode råd til at forebygge tarmkræft.

Det får du i denne PLUS-pakke:

  • Aspirin sænker risiko for kræft
  • Sådan rammer tarmkræft
  • Symptomer du skal holde øje med
  • GUIDE: Sådan kan du forebygge tarmkræft

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.

 


Danske forskere har gjort en opsigtsvækkende opdagelse. Acetylsalicylsyre - det der også kaldes aspirin og findes i helt almindelige hovedpinepiller - sænker risikoen for tarmkræft markant. Det viser nye studier fra Kræftens Bekæmpelse og Aarhus Universitetshospital.

Undersøgelsen viser, at daglig brug af lavdosis aspirin, det vil sige 75 mg svarende til mindre end én enkelt hovedpinepille, kan mindske risikoen for tarmkræft med op til 30 procent.

Kræftens Bekæmpelse kalder resultaterne for markante. Foreningens seniorforsker og eksterne lektor, Søren Friis, der står bag den nye forskning, forklarer:

»Vores resultater peger på, at personer som har et dagligt forbrug af lavdosis aspirin i en årrække på mere end fem år, mindsker deres risiko for at få tarmkræft med cirka 30 procent,« fortæller han.

Gigtmedicinen NSAID har vist sig at have samme effekt.

Andre årsager

Undersøgelsen baserer sig på medicinforbruget hos henholdsvis 10.000 danskere, som fik konstateret tarmkræft i perioden 1994-2011, samt medicinforbruget hos en 10 gange større befolkningsgruppe uden kræft.

Og de opsigtsvækkende resultater er efterfølgende blevet bragt i det velansete medicinske tidsskrift Annals of Internal Medicine.

Den nye forskning betyder dog ikke, at vi nu til daglig skal åbne medicinskabet og spise hovedpinepiller for at undgå tarmkræft, som hvert år rammer 4.500 danskere. Ifølge Søren Friis skyldes det, at resultatet kan være påvirket af forsøgspersonernes livsstile.

»Det er vigtigt at holde sig for øje, at der kan være andre årsager til, at man har fundet en reduceret risiko. Det kan være, at personerne, der har indtaget lavdosis aspirin dagligt gennem mange år, har en grundlæggende lavere risiko for tarmkræft. Desuden er det muligt, at de for eksempel har haft en sundere kost og dyrket mere motion,« siger Søren Friis.

Bivirkninger

I mange år har aspirin været brugt til at forebygge hjertekarsygdomme, fordi aspirin har en blodfortyndende effekt og derfor forhindrer blodpropper. Tidligere forskning har imidlertid vist, at aspirin kan være forbundet med en række alvorlige bivirkninger, såsom mavesår, indre blødninger og hjerneblødninger.

Netop derfor opfordrer Søren Friis på ingen måde patienter til at ordinere sig selv med hverken aspirin eller NSAID-medicin, såsom gigtpiller. Til trods for at undersøgelsen også peger på, at NSAID-medicin kan forebygge kræft med op til 30 til 45 procent.

Det er Gunnar Gislason, som er professor i kardiologi og forskningschef i Hjerteforeningen, enig i.

»NSAID er smertestillende gigtpiller, men de har til gengæld vist sig at have en øget risiko for hjertekarsygdomme, såsom hjertesvigt, øget blodtryk eller blodpropper i hjertet. Og derfor anbefaler vi generelt ikke, at man tager den type medicin, hvis man lider af en hjertekarsygdom,« siger han.

Selvom det endnu kræver flere studier, før man kan sige noget om, hvor stor en dosis man skal tage for at forebygge tarmkræft, mener Søren Friis alligevel, at resultatet er interessant.

»Det er jo interessant, hvis man kan finde en dosis, hvor balancen tipper til fordel for behandlingen i forhold til bivirkningerne,« siger han.

En særlig risiko

På nuværende tidspunkt er det også endnu uvist, hvem der er behandlingens målgruppe, men ifølge Søren Friis drejer det sig formentlig om personer, der har en særlig risiko for at få tarmkræft, eller personer, der lider af forstadier til tarmkræft, eller tidligere tarmkræftpatienter.

Det anslås, at cirka 31-32.000 danskere er ramt af tarmkræft. Da tarmkræft i høj grad er betinget af ens livsstil, kan du for eksempel spise grønt, fuldkornsrigt og fedtfattigt, undgå rødt kød og dyrke motion for at mindske risikoen for tarmkræft.

 

GUIDE: Sådan kan du selv forebygge tarmkræft

  • Tarmkræft er i høj grad betinget af ens livsstil, og derfor kan du selv gøre en lang række ting for at forebygge tarmkræft.
  • Spis de gode kostfibre, det vil sige kostfibre, som stammer fra fuldkornsprodukter.
  • Det har også betydning, at man får resistens stivelse, som findes i kogte, kolde kartofler. Det findes også i bananer, der ikke er nået at blive helt modne.
  • Rødt kød øger risikoen for tarmkræft. Undgå også at spise for meget kød fra firbenede dyr, såsom okse-, svine- eller lammekød.
  • Spis masser af grøntsager, og spis fedtfattigt.
  • Dyrk motion.

Kilde: Jens Oluf Bruun Pedersen, overlæge og lægefaglig redaktør hos Kræftens Bekæmpelse