Måske du skal genoverveje, hvor meget du gerne vil vide om fremtiden: Ny forskning vil kunne forudse, hvilke sygdomme du vil få.

De fleste er vel lidt nysgerrige på, hvad fremtiden bringer dem. Men i visse sammenhænge vil man måske helst leve i uvidenhed.

Forskerne er nu i stand til at kortlægge, hvordan sygdomme udvikler sig. Ved at have fulgt 6,2 millioner danseres sygdomme over 15 år, ved man nu, hvilke følgesygdomme der er mest almindelige, hvis du lider af diabetes. Det skriver Videnskab.dk.

Det er første gang, der nogensinde er blevet lavet sådan et studie for en hel befolknings sygdomsudvikling, fortæller en dansk professor:

»Man har før set på udviklingen for enkelte sygdomme, men ikke alle sygdomme på én gang for en hel befolkning. Her kan vi se, hvilke sygdomme der kommer hos samme patient og i hvilken rækkefølge. Det giver os ny viden om, hvordan sygdommene udvikler sig,« siger Søren Brunak, der er professor på Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet, som præsenterede studiet på ESOF-konferencen i Carlsberg Byen.

Læs mere på Videnskab.dk: Hash holder unge fast i psykisk sygdom 

Et af målene med studiet er, at vi i fremtiden bedre kan forudsige, hvilke sygdomme den enkelte formentlig vil rende ind i.

»Hvis vi kan kortlægge den del af genomet, som fortæller os om sygdomme, så kan vi forudsige, hvilke sygdomme, man rent genetisk kan rende ind i. Det er klart, at der er sygdomme, som kan komme på grund af livsstil, og dem kan vi ikke se genetisk« siger Søren Brunak.

Han håber på, at man i fremtiden kan få den genetiske profil koblet til sit sygesikringsbevis eller en database, som lægen kan slå op i.

Læs mere på Videnskab.dk: Så sej er din sygdom 

Hele studiet er baseret på data fra Landspatientregistret, og det er ifølge forskerne unikt, at man har adgang til data for alle patienter. På pressemødet blev også stillet spørgsmål til, om patienterne er okay med, at forskerne har adgang til deres data.

»I Danmark stoler vi på, at staten vil tage sig af vores helbred. Derfor er der ikke mange protester mod, at vi bruger patienternes data til den slags studier. Og det er, selvom datasikkerhed bliver diskuteret vidt og bredt i dag,« siger Søren Brunak.

I USA er det ifølge Søren Brunak besværligt at lave et lignende studie, fordi man ikke bruger CPR-numre på samme måde som os. Hvis du flytter fra en stat til en anden, så får du et nyt nummer, og så er det svært at se et samlet sygdomsforløb. Det kan vi derimod med CPR-nummeret.

Læs også hos Videnskab.dk:

Test: Hvad ved du om psykisk sygdom? 

Byboere får oftere skizofreni