Har sommeren budt på lidt for mange glas rosé i solen? Det er ikke nødvendigvis en dårlig vane, som du absolut skal vinke farvel til, når ferien slutter. I hvert fald ikke, hvis du gerne vil nedsætte din risiko for diabetes. Det viser et nyt dansk studie netop udgivet i det videnskabelige tidsskrift ’Diabetologia’

Professor Janne Tolstrup fra Syddansk Universitet er hovedforfatter til studiet.

»Vores resultater viser, at der er sammenhæng mellem hyppigheden for alkoholindtagelse og diabetes, og at alkoholindtagelse tre til fire dage om ugen er forbundet med en lavere risiko for diabetes – selv når det gennemsnitlige ugentlige indtag af alkohol er taget med i betragtning,« siger hun ifølge The Telegraph.

Mere end 70.000 danskere har over fem år oplyst deres alkoholvaner, og det er blevet sammenholdt med udviklingen af diabetes. Studiet viser, at hvis man drikker en genstand tre til fire dage om ugen, nedsættes risikoen for diabetes med 27 pct. for mænd og 32 pct. for kvinder. Der blev i studiet ikke skelnet mellem type 1- og type 2- diabetes.

Vin har den bedste effekt på blodsukkeret, mens forskerne advarer mod stærkere spiritus som f.eks. gin, der kan virke lige modsat og øge risikoen for diabetes hos kvinder med 83 pct.

Tidligere studier har allerede vist, at alkohol i begrænsede mængder kan nedsætte risikoen for diabetes. Men i det nye studie har forskerne altså set på risikoen i forhold til hyppigheden af alkoholindtagelse.

I forhold til mængden af alkohol viste studiet, at mænd som drak 14 genstande om ugen havde 43 pct. mindre risiko for at udvikle diabetes i forhold til dem, som slet ingenting drak.

For kvinder var risikoen for at udvikle diabetes 58 pct. mindre for dem der drak ni genstande om ugen i forhold til dem, der ikke drak.

Inden du knapper alt for mange øl op, så husk lige på, at selvom alkohol i moderate mængder nedsætter risikoen for diabetes og hjertekarsygdomme, kan selv en enkelt genstand om dagen øge din risiko for andre sygdomme som f.eks. kræft. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor kvinder ikke at drikke mere end syv genstande om ugen, mens mænd bør holde sig under 14 genstande om ugen.

Andre forskere understreger da også, at studiet ikke beviser, at der er en klar årsags-sammenhæng mellem alkoholindtagelsen og udvikling af diabetes.

»Vi er nødt til at finde ud af præcis, hvordan alkohol beskytter mod diabetes, før vi helt kan forstå denne type studier,« siger Dr. Graham Wheeler, der er statistiker på University College London ifølge The Telegraph.