Skam og uvidenhed kan forhindre mænd i at gå til lægen, når de kommer til skade med de ædlere dele. Det kan de komme til at fortryde bitterligt

Dette er ikke en hård nyhed, som vi siger i branchen, men læseren kan nok mærke sagens alvor alene ved læsningen. Det handler nemlig om penisfrakturer.

I seneste nummer af Ugeskrift for Læger er tre sider helliget denne type ulykke, som nogle mænd undlader at gå til lægen med pga. skam og uvidenhed.

Ugeskriftet anbefaler hurtig diagnostik og behandling, fordi der er større risiko for senfølger, hvis man ser tiden an. Og selv om det er et fagblad henvendt til lægestanden, vil avisen da også gerne opfordre til hurtig handling, hvis man(d) rammes af denne lidelse.

Et højt smæld

Det er ikke svært at hjemmediagnosticere en penisfraktur. Ugeskriftet beskriver, at patienterne »hører et højt smæld« og derefter i hurtig rækkefølge oplever »akut indsættende smerte i penisskaftet efterfulgt af slaphed, hævelse, misfarvning og deformitet«.

Hvad den hurtige handling skal bestå af, kommer nok helt af selv i de første minutter. Men når man igen er i stand til at tale i et normalt stemmeleje, gælder det om at søge læge.

Risiko for krummerik

Hvis lægen følger Ugeskriftets anbefaling af kirurgisk behandling, vil det ganske vist føre til, at man bliver stukket og snittet i den angrebne kropsdel, så det sprængte væv kan blive syet sammen igen. Men jo, det kan faktisk godt blive værre. Man kan undlade at søge behandling og dermed løbe en større risiko for vandladningsproblemer, rejsningsbesvær, kroniske smerter og det, der åbenbart også i lægesproget hedder en krummerik.

Ordet fraktur kan godt forvirre, for der er jo ingen knogler involveret.

Men ligesom det bløde siv bøjer sig for vinden, mens det hårde egetræ må falde, således også med det mandlige lem – blot mindre poetisk.

Alt efter sin tilstand vil det slippe enten uskadt eller knækket fra et »hurtigt aksialt traume« – det vil sige et kraftigt slag eller pres i længderetningen, som er den hyppigste årsag til penisfraktur.

Fordi mange mænd antages at pleje deres knækkede stolthed derhjemme, kender man ikke forekomsten af penisfraktur her i Danmark, men tilstanden vurderes heldigvis at være sjælden. Man ved mere om fordelingen af årsager.

Opstår ved uheldig bevægelse

Langt de fleste penisfrakturer opstår ved en uheldig bevægelse under samvær med en partner. Her viser kvinder sig helt bogstaveligt at have det stærke køn, mens manden må bøje af i kollisionen – brat og smertefuldt.

Nogle mænd kommer dog til skade i soloulykker. Det giver oftest kun »lavenergitraumer«, der har lavere risiko for alvorlige følger. Når lægerne kalder masturbation for lavenergisk, skyldes det måske, at meget få teenagedrenge kommer til skade på denne måde.

Penisfraktur overgår især voksne mænd i alderen 20-30 år, muligvis fordi de oftere end ældre mænd udsætter sig for risikoen.