Ny forskning viser, at vi udtaler ordene langt mere uklart, når vi taler med lyse, nuttede stemmer til de små. Dansk ekspert understreger, at forståelig tale langtfra er det vigtigste, når det gælder kontakten med spædbørn.
Vi starter med en lille test. Hvis du har en sidemand lige nu, så sig følgende til vedkommende i et højt toneleje og på den mest pussenuttede facon, du overhovedet kan mønstre:
»Nååååh! Hvem er en lille baby? Hvaaa’? Skal du ha’ en lille krammer? Ska’ du det?«
Hvis vedkommende ser ud som om, han ikke forstår et ord af, hvad du siger, så er der en god grund til det. Den sukkersøde måde at tale på, som både fædre, mødre, bedsteforældre og øvrige babyfans over hele verden ynder at dyrke, er nemlig særdeles svær at forstå. Særligt for babyer.
Det konkluderer to forskerhold fra henholdsvis Paris og Tokyo, der har samarbejdet om et større projekt. På det japanske RIKEN Brain Science Institute (BSI) optog forskerne 22 japanske kvinder, hvor de udtalte de samme ord – først til deres baby og siden til en voksen. Herefter udnyttede forskerne en teknik opfundet af forskerne på Laboratoire de Sciences Cognitives et Psycholinguistique. Den gik ud på at måle de akustiske ligheder mellem stavelser, der ligger tæt på hinanden. Såsom »po« og »bo« samt »pa« og »ba«. I alt undersøgte de kontrasterne på 118 af de mest brugte stavelser. Resultatet var entydigt: De japanske kvinder udtalte ordene mere klart, når de snakkede til voksne end til spædbørn.
»Det er vigtige resultater,« siger Alejandrina Cristia fra det parisiske forskningsteam.
»For det udfordrer den udbredte antagelse, at forældre bør overartikulere,« siger Cristia og understreger, at deres data er solide, og at de har undersøgt ti gange så mange stavelser som tidligere forskning på området.
Læs også:
Forskningsleder Andrew Martin roser spædbørnenes evne til at forstå de voksnes uklare snak.
»Set i lyset af, at mange voksne rent udtalemæssigt besværliggør børnenes forudsætninger for at opfange og lære ordene korrekt, er der grund til at være endnu mere imponeret over børnenes geniale og indbyggede evne til at lære sprog,« siger Martin ifølge Science Daily i forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen i denne uge.
Men udtalen af de enkelte ord er langtfra det vigtigste, når det gælder kontakten med babyer. Det mener den danske ekspert på området, Helen Lyng Hansen. Hun driver til hverdag hjemmesiden Netsundhedsplejerske.dk og har udgivet adskillige bøger til nye forældre. Hun har på Berlingskes foranledning læst ovenstående undersøgelse.
»Når vi forældre taler til vores babyer, så er der ingen tvivl om, at vi ændrer vores stemme. Vi taler ofte med lys stemme, taler lidt hurtigere og med korte små ord og gentagelser. Det gør vi for at fange barnets interesse. Og vi taler med mørk stemme, dybere toneleje, langsommere og mere roligt og bruger ord som »sååå« eller »shhh«, når vi vil have barnet til at falde til ro,« siger hun om danske forældres vaner.
»Når vi taler med babyer, handler det altså ikke kun om at lære barnet sprog. Det allervigtigste er at skabe øjenkontakt og vise barnet oprigtig interesse. Der er masser af omsorg og nærvær i kontakten, og måden vi pludrer på. Det er vigtigt, at barnet føler sig mødt, set og lyttet til og reageret på. Det er faktisk helt basalt for barnets udvikling,« siger Helen Lyng Hansen, der bestemt ikke vil opfordre forældre til at droppe falset-tonen og de pussenuttede ord.
Helen Lyng Hansen henviser til den amerikanske professor i psykologi, Edward Tronick. Han har gennem fem årtier specialiseret sig i børns udvikling og viste med sit »still face«-eksperiment tilbage i 1975, hvor vigtig kommunikation med barnet er. Her viste han barnets glæde, når moderen pludrede til det, og barnets frustation, når moderen blot tier stille og sidder med et mimikløst stenansigt foran det. Tilbage i 1975 antog folk ifølge Tronick, at babyer ikke var i stand til at deltage i kommunikation og social interaktion med voksne. Men via sin forskning har Tronick bevist, at selv små babyer i høj grad er i stand til at kommunikere og også har brug for det. Men helst på deres præmisser, understreger Helen Lyng Hansen.
