De fleste har på et tidspunkt i deres liv oplevet at døje med akne. For nogle er det kun for en kort periode, mens det for andre hænger ved, og så er der dem, der helt går fri for de røde, irriterende bumser.

Forskere har længe spekuleret over, hvad akne skyldes, og nu har amerikanske forskere et bud. Det skriver sciencealert.com ifølge Videnskab.dk.

Forskerne fra University of California i San Diego har undersøgt de mange bakterier, vi har i ansigtet, for at finde ud af, om nogle af dem står bag.

Læs også hos Videnskab.dk: Endelig: Hemmeligheden bag bumser afsløret

Her fandt de, at en relativt harmløs bakterie, kaldet Propionibacterium acnes, der lever på huden, kan trigge en inflammation. Det sker, når bakterien, fanget i iltfattige og fedtede omgivelser - ofte omkring hårsække, omdanner fedtet på huden til fedtsyrer, som aktiverer en inflammation i de omkringliggende hudceller, og så opstår der urenheder.

Ikke alle har de samme slags hårsække, og det kan forklare, hvorfor nogen ikke får akne overhovedet.

Forskerne ved, at når akne er i udbrud, kan det blive slået ned med et naturligt forekomne enzym, men når bakterien producerer fedtsyrer, er enzymet virkningsløst, og derfor kan inflammationen fortsætte og skabe de kendte bumser.

Læs også hos Videnskab.dk: Akne mildnes med grøntsager og godt humør

»For første gang viser man, hvordan fedtsyrer fra P. acnes kan skabe en inflammation på hudcellerne,« siger Holger Brüggemann, der forsker i hudbakterier ved Aarhus Universitet og har ikke været en del af studiet, til newscientist.com.

Forskerne vil med deres resultater forsøge at komme med bud på nye behandlinger.

»Vi kan enten hæmme de her fedtsyrer eller blokere deres effekt på huden, og det arbejder vi lige nu med. Hvis vi er heldige, kan det lede til nye behandlinger om to til fem år,« siger Richard Gallo, der forsker ved University of California og står bag studiet, til MedicalXpress.com.

Resultaterne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science Immunology.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Mystisk ’penis-dyr’ ånder via huden

Omskæring: Hvad skal forhuden egentlig bruges til?

Sådan ser den ideelle kvindes ansigt ud