Selvom vi virker uopmærksomme, når vi går og tjekker Facebook, så ændrer vi faktisk vores måde at gå på. Forskere har fundet ud af, at mobilbrugere tager kortere og færre skridt i minuttet.

Vi ved, hvor irriterende, det kan være, når andre fodgængere ikke kender de uskrevne regler for, hvornår man flytter sig for andre. Endnu mere irriterende er det, når man opdager, at det er fordi, personen er opslugt af sin mobiltelefon.

Men selvom vi virker uopmærksomme, når vi går rundt og kigger ned i vores telefoner, så ændrer vi faktisk vores måde at gå på.

Amerikanske forskere har nemlig kigget på, hvad der sker, når vi går og tjekker Facebook samtidig. De fandt ud af, at mobilbrugere ubevidst tager kortere og færre skridt i minuttet. Det skriver Videnskab.dk.

De forlænger også den tid, hvor de har begge fødder på jorden, og deres skridt bliver højere, så de ikke snubler over forhindringer på jorden.

Denne forsigtige måde at gå på kompenserer, ifølge forskerne, for at de bliver distraheret af deres mobiltelefoner.

I deres mindre studie fik forskerne 30 forsøgsdeltagere i alderen 18-50 år til at gå rundt i en forhindringsbane, mens de skulle skrive beskeder på deres telefoner.

Her observerede de, hvordan forsøgsdeltagerne ændrede deres gang, for at kompensere for deres manglende udsyn og fokus.

Den nye gangart gjorde, at ruten tog længere tid at fuldføre, men beskyttede til gengæld deltagerne mod at falde.

Andre artikler hos Videnskab.dk:
Hvorfor går jeg rundt, når jeg taler i mobiltelefon?
Mobilsnak er farlig for fodgængere
Tag testen: Er du klog nok til universitetet?