Hvis en mor ikke får C-vitamin nok i løbet af sin graviditet, kan fostret risikere at få hjerneskader. Og skaderne kan ikke udbedres med C-vitamintilskud efter fødslen. Sådan lyder det i et nyt dansk forskningsstudie.

Skrevet af: Katja Dehn, redaktionsassistent Netdoktor.dk

Ny dansk forskning viser, at et foster kan få hjerneskader, hvis moderen er i C-vitaminmangel under graviditeten. Det oplyser Dagens Medicin.

Forskerne bag studiet har undersøgt sammenhængen mellem C-vitamin-niveauet og mentale skader hos gravide marsvin og deres unger. Marsvin kan i modsætning til mange andre dyr ikke selv danne C-vitamin - ligesom vi mennesker heller ikke kan.

Resultaterne viste, at selv en lille mangel på C-vitamin hos det gravide marsvin mindskede hukommelsescentret hos fostret med 10-15 procent.

BREVKASSE: "Må jeg spiste ekstra C-vitamin under graviditeten?"

Samtidig viste undersøgelserne, at C-vitamintilskud efter fødslen ikke kunne udbedre skaderne hos marsvin-ungerne.

Forskerne er nu i gang med at undersøge, hvor tidligt i graviditeten C-vitaminmanglen påvirker marsvinets fosterudvikling. De pointerer, at det kan vise sig at blive et alvorligt sundhedsproblem, fordi en lille C-vitaminmangel kan have store konsekvenser.

Man estimerer, at omkring 10-20 procent i den vestlige verden lider af C-vitaminmangel, og det ses specielt hos mennesker med lav socioøkonomisk status, rygere og personer, der har en dårlig kost.

Find mere information om C-vitamin og graviditet i artikler, brevkasser og debatindlæg på Alt om Børn.dk.