Professor i psykologi Peter Elsass ville skrive en bog om kunsten at være alene, men lagde manuskriptet til side. Han kunne ikke få hold på essensen af »den gode ensomhed«. Indtil han selv var ved at dø.

Peter Elsass sad i februar 2014 på sin cykel på vej ud ad Østerbrogade i København, da han fik svært ved at trække vejret.

Som professor og dr.med. i psykologi havde han tilbragt tid nok på medicinske afdelinger til at vide, at vejrtrækningsbesvær kan være alvorligt. Så han vendte cyklen og kørte de få hundrede meter til Rigshospitalets traumecenter, hvor han lagde sig på gulvet og sagde:

»I må hjælpe mig nu, ellers dør jeg.«

20 minutter senere lå den 67-årige professor bevidstløs i respirator.

Hjemme hos Peter Elsass gemte sig et ufærdigt manuskript. Det skulle have været en bog om »kunsten at være alene«. Ikke en selvhjælpsbog eller en forskerafhandling, men en bog, hvor professoren med tråde fra litteraturen, filosofien og antropologien forsøger at indfange »den gode ensomhed«.

For ensomhed er et paradoks i vores tid. Den »onde ensomhed«, som Peter Elsass kalder det, er et reelt og stigende problem. Samtidig lever flere end nogensinde alene. I vores travle hverdag er det i det hele taget blevet moderne at søge friheden fra »de andre«. Vi flygter til vores sommerhuse i weekenderne, tager på stressdæmpende retreats og går rundt med hovedet pakket ind i hovedtelefoner, der effektivt lukker verden ude.

»Jeg har altid været meget optaget af mennesker, der lever alene. For mit felt, psykologien, beskæftiger sig hovedsageligt med relationer mennesker imellem. Psykologien er ikke åben for, at der er mennesker, der faktisk kan leve alene og leve godt, men den antagelse er jeg ikke enig i,« siger Peter Elsass.

Så han dykkede ned i historien og fandt talrige eksempler på, at store forfattere, filosoffer og teologer har fundet stor lykke og inspiration i ensomheden.

Hemingway, Tove Ditlevsen, Kant, Thoreau, Wittgenstein, Kafka – listen er uendelig – ville aldrig have skrevet deres værker uden en selvvalgt, periodisk ensomhed.

»Hvis man kunne formidle dét, så kunne det være en hjælp for folk. Livet kan og skal være svært, men den onde ensomhed kan forvandle sig til noget godt og konstruktivt.«

Mellem livet og døden

Således var intentionen. Men da første udkast var færdigt, var han ikke tilfreds.

»Jeg synes ikke, jeg havde fået fat om essensen. Det var blevet en af de der typisk akademiske bøger, der er vældig formuleret og vidunderlig at læse. Men der var sgu ikke meget indhold i det.«

Kort efter befandt Peter Elsass sig så i den ultimative ensomhedsoplevelse: Han var ved at dø. Han var blevet ramt af en uhyre sjælden dræberbakterie, en »nekrotiserende fasciitis«, som slår alt væv ihjel på sin vej. Den sad i hans hals.

Over de næste uger svævede Peter Elsass mellem liv og død og havde kun få vågne, forvirrede øjeblikke. I sin semibevidsthed forstod han, at han kunne dø. Og med sin faglige viden forstår Peter Elsass, hvorfor det næste skete: Han fik psykotiske syner. »Intensive delir«, som de kaldes i fagsproget:

»Det er psykens måde at forsvare sig selv mod den frygtelige sandhed, at jeg nok skal dø. De psykotiske oplevelser er noget, som 30 pct. af de indlagte på intensive afdelinger får, og de havde alle sammen en lille krog i virkeligheden. Men så kom der en anden oplevelse senere i forløbet, da jeg faktisk var ved at dø. En meget smuk oplevelse,« siger Peter Elsass.

Kort fortalt ser Peter Elsass et stort vitrine­skab stå for foden af sin seng. Med Jesus Kristus indeni. Peter Elsass er kristen, men har altid syntes, at kristendommen har et mærkeligt lidende og hyklerisk forhold til døden. Derfor tog han en brændeknude, han fandt ved sin seng, og kylede den mod skabet. Skabet gik i tusind stykker med brag og klirren. Og så: stilhed.

»Ud af den stilhed voksede en vidunderlig musik – og så åbenbarede der sig et stort, blåt, svævende hjerte. Jeg tog det hjerte og placerede det ved siden af min seng. Og der var det resten af min indlæggelse. Jeg kan nogle gange få den fornemmelse, at det stadig er der,« siger Peter Elsass.

De ensomste dage

Han beskriver de dage, hvor han var bevidst om, at han var ved at dø, som de mest ensomme dage i sit liv.

»Men ensomheden i døden var på en paradoksal måde også frodig, intens og livsbekræftende. Den nærdødsoplevelse var så vitaliserende, livgivende, berigende og glædesfyldt, at jeg faktisk ikke ser tilbage på mit hospitalsophold som en traumatisk oplevelse,« siger Peter Elsass.

Videnskabsmanden i ham ville måske godt kunne forklare det. Nærdødsoplevelser kommer muligvis, når man er så tæt på døden, at hjernen i korte tidsrum sættes ud af funktion. Lægevidenskaben har aldrig interesseret sig synderligt for nærdødsoplevelserne, siger Elsass. Måske fordi man som forsker kan blive betragtet som halvskør.

»Jeg kan kun sige, at jeg for første gang i mit liv har oplevet en spiritualitet, som jeg aldrig har forstået tidligere. Den der uforklarlighed, det spirituelle, er aldrig blevet en del af psykologien. Den ligger i litteraturen, hos kunstnerne. Men psykologien mangler et forhold til det spirituelle. »Spiritualitet« er et vanskeligt ord.«

»Men det er noget med at opleve en mening og en helhed i tilværelsen ved hjælp af nogle ikke helt almindelige og ikke daglige bevidsthedsprocesser. De oplevelser, jeg havde af den totale ensomhed og lykke på kanten af døden, er meget vanskelig at formidle. Af den simple grund, at det øjeblik, jeg fortæller andre om den, så forsvinder den. Så er jeg ikke længere alene om den.«

Peter Elsass besluttede sig imidlertid til at gøre forsøget. Han fandt sit manuskript til »Kunsten at være alene« frem igen:

»Så fik bogen pludselig en form og en substans, som den ikke havde før. Mange af de munke og nonner, jeg har interviewet, dyrker aleneheden for at komme tættere på det åndelige. Pludselig, efter min egen oplevelse, forstod jeg bedre, hvad det handler om.«

Bogen udkommer på tirsdag, og Peter Elsass blev helt rask. Efter sin udskrivelse et år efter nærdødsoplevelsen rejste han til Nordindien for at leve som eremit i en hule i en måned. Han ville se, om han kunne genskabe eller genfinde den »gode ensomhed« og måske dermed forstå sine oplevelser i hospitalssengen. Det gik ikke alt for godt:

»Jeg kom en dag til at tænke på det citat, der hedder: »Netop når du er allermest lykkelig, tør du se i øjnene, at du en dag skal dø«. Og det turde jeg jo nu. Så sagde jeg til mig selv, at »nu vil jeg ikke være optaget af døden mere, jeg vil sgu føle mig i live, jeg vil være sammen med andre mennesker.« Det handler livet jo også om.«

Og så smækkede Peter Elsass med døren til hulen og sagde farvel til ensomheden. For nu.