Louie, min græske setter
Hundeven
Mange danskere holder solferie i Grækenland, og lige så mange har været forfærdede over mødet med sølle gadehunde, der mishandles og dræbes på den mest bestialske vis. Både danske og internationale organisationer bruger energi på at forbedre de stakkels hundes forhold. Her møder vi en dansker, der har adopteret en græsk gadehund, og en fastboende dansker, der kæmper for dyrene i ferielandet.
I godt et års tid har jeg været den lykkelige og stolte lejer af Louie, en engelsk setter, som jeg har adopteret fra Grækenland via den danske dyreværnsforening DFA, Danish Friends of Animals.
Det har været et år fyldt med gode oplevelser med verdens dejligste hund, men også et år, som har krævet utrolig meget af min tålmodighed, og hvor mange timer har været sat af til projekt socialisering. Det har været det hele værd, og jeg er ikke blevet mere afskrækket, end at jeg er fast besluttet på at redde endnu en setter fra den barske tilværelse som jagthund i Grækenland, men først om et år eller to, når Louie formentlig er faldet endnu mere til hos os.
For mig er setteren hundenes ”Rolls Royce”, og som alle andre hunde fortjener den det bedst mulige liv. Min kærlighed til settere går tilbage til barndommen, hvor min far som jæger havde både engelske og irske settere.
Siden jeg var 14 år, har jeg ønsket mig at få en setter selv, men har ikke turdet, da jeg boede i København og var bange for, at jeg ikke kunne motionere og aktivere den nok. Det er jo en race med et ekstremt højt energiniveau og et kæmpe jagtinstinkt.
Nu er jeg imidlertid flyttet fra byen og har masser af natur lige uden for døren. Desuden er jeg i den grad et friluftsmenneske, som opholder mig meget udendørs. Jeg skal have en aktiv hund, som kan ledsage mig på lange gåture og løbeture i skoven og ved stranden. For mig har det derfor været en helt perfekt løsning at få en jagthund med masser af energi, men som på grund af sine dårlige oplevelser absolut ikke skal bruges til jagt. Jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg valgte at adoptere ham, men det har altså været hårdt arbejde, også hårdere end jeg havde troet.
Kærlighed ved første klik
Jeg så Louie første gang på et billede på DFA’s hjemmeside under "Dyr, der mangler hjem". Jeg var nogle måneder forinden kommet af med min gamle hund, men kunne slet ikke vænne mig til et liv uden hund. Jeg ville egentlig have haft en lille hund denne her gang – en størrelse, der kunne sidde i en cykelkurv.
En af mine bekendte, som er medstifter af DFA, foreslog mig at adoptere en hund fra Grækenland, for så kunne jeg jo samtidig gøre en god gerning. Hun skulle selv ned til foreningens internat på den græske ø Skiathos nogle måneder senere.
Hvis jeg inden da havde valgt en hund ud, kunne hun sagtens tage den med hjem i flyet; det var jo en lille hund, vi talte om! Men da jeg så den smukke Louie og læste hans historie, var jeg solgt. Han boede hos en jæger, men var for blød til de hårdhændede græske jagtformer. Jægeren havde derfor valgt at aflevere hunden på det lokale hundeinternat, som støttes af DFA. En ret usædvanlig handling. De fleste græske jagthunde, som ikke lever op til jægerens forventninger, lider ofte en langt værre skæbne.
Jeg sov ikke hele natten. Jeg måtte bare have den hund. Næste dag ringede jeg og fik en snak med hans kontaktperson fra Frederikssund Dyreklinik. Efter en halv times telefonsamtale med hende var jeg pludselig ejer af et stk. engelsk setter. En 30 år gammel drøm gik i opfyldelse…
Læs resten af Susannes græske eventyr i Vi med Hund nr. 02/2011, der kan købes i webshoppen.
Læs også:
Cocker spaniel er Kellys alarmklokke
Hepatitis C-virus fundet hos hunde
