I gårsdagens udgave af BT stod tv-værten Lene Beier frem og fortalte, hvordan sygdommen for 14 år siden nær havde kostet hende livet, fordi hendes læge ikke havde været opmærksom på, at hun havde symptomer på lavt stofskifte, og derfor fik hun ikke den livsnødvendige medicin. Tv-værten er dog et sjældent tilfælde, forklarer Steen Bonnema, speciallæge på Odense Universitetshospital, der er en af Danmarks førende eksperter i sygdommen

»Hvis man går til lægen i dag og siger, at man føler sig overdrevent træt, kan man ikke undgå at få taget en blodprøve. Sådan var det ikke nødvendigvis før i tiden, og derfor opdager vi langt flere tilfælde nu, end vi gjorde engang. Derfor risikerer man ikke længere at gå ubehandlet rundt,« siger han.

»Det kan være ganske alvorligt, hvis man ikke bliver behandlet for lavt stofskifte. I værste og meget sjældne tilfælde kan man dø.»

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS HER og bliv klogere på sygdommen der nær kostede Lene Beier livet. Lavt stofskifte er stærkt udbredt blandt danskerne og kan være meget farlig, hvis ikke det behandles tide. Få et overblik over symptomerne her og se, hvordan du også kan vinde over sygdommen.

Det får du:

  • Artiklen 'Lavt stofskifte? Sådan vinder du over sygdommen'
  • Fakta 'Hvad er lavt stofskifte'
  • Overblik 'Symptomer på lavt stofskifte'

Langt flere tilfælde af lavt stofskifte bliver opdaget nu i forhold til tidligere. Blodprøve hos lægen afslører sygdommen.

Det kan være ganske alvorligt, hvis man ikke bliver behandlet for lavt stofskifte. I værste og meget sjældne tilfælde kan man dø. Det fastslår en af Danmarks førende eksperter i sygdommen, Steen Bonnema, speciallæge på Odense Universitetshospital.

I gårsdagens udgave af BT stod tv-værten Lene Beier frem og fortalte, hvordan sygdommen for 14 år siden nær havde kostet hende livet, fordi hendes læge ikke havde været opmærksom på, at hun havde symptomer på lavt stofskifte, og derfor fik hun ikke den livsnødvendige medicin. Tv-værten er dog et sjældent tilfælde, forklarer Steen Bonnema:

»Hvis man går til lægen i dag og siger, at man føler sig overdrevent træt, kan man ikke undgå at få taget en blodprøve. Sådan var det ikke nødvendigvis før i tiden, og derfor opdager vi langt flere tilfælde nu, end vi gjorde engang. Derfor risikerer man ikke længere at gå ubehandlet rundt,« siger han.

Lavt stofskifte opstår, når skjoldbruskkirtlen ikke producerer nok stofskiftehormon. Skjoldbruskkirtlen er et livsvigtigt organ. Hvis ikke den fungerer, går energiproduktionen langsomt i stå, og hvis ikke man får sin medicin, risikerer man at gå i koma og dø, fordi kroppen sygner hen på grund af energimangel. Symptomerne er mange og forskellige. Man kan tage på i vægt eller få væskeophobning i kroppen. Andre symptomer kan føles som f.eks. dårlig hukommelse, konstant træthed eller smerter i muskler og led. Fælles for symptomerne er, at de ofte kommer snigende.

Ikke længere overset

Den større bevågenhed på sygdommen begyndte allerede i 2000. Dengang besluttede DTU Fødevareinstituttet at tilsætte jod i danskernes husholdningssalt og salt,der anvendes i fremstilling af brød. Det har betydet, at flere fik lavt stofskifte. Tilsætningen blev sat i værk, fordi der var for mange tilfælde af forstørret skjoldbruskkirtel i befolkningen, i lægesprog kaldet ’struma’ – det vil sige, at nogle mennesker bl.a. fik for højt stofskifte.

»Siden dengang har de praktiserende læger hyppigere taget blodprøver, fordi de er bange for at overse noget. Det er blevet en del af en generel sundhedsundersøgelse at tjekke for lavt stofskifte,« siger Steen Bonnema.

Men det er ikke kun tilsætningen af jod, der har skabt øget fokus. I 2013 skrev Helle Sydendal, der selv har lavt stofskifte, en bog om sygdommen. Det fik lægerne til endnu en gang at blive ekstra opmærksomme på patienterne og deres symptomer. Alene i 2013 blev forbruget af en bestemt stofskifte-medicin seksdoblet.

Ifølge Helle Sydendal, der siden er blevet pressechef i DDHL, Den Danske Hypothyreose Landsforening, er det positivt, at det nu kun er et fåtal, der ligesom Lene Beier går ubehandlede rundt:

»Det er jo et skridt i den rigtige retning. Men desværre oplever jeg stadig flere gange om ugen kvinder, der ikke er velbehandlede. Det er ubegribeligt og under al kritik,« siger hun.

Lavt stofskifte kan behandles med forskellige typer af medicin. Så selvom mange nu får en diagnose og modtager behandling, er det ifølge Helle Sydendal altså ikke nødvendigvis den rigtige type medicin, de mennesker får. Det er et synspunkt, som Steen Bonnema er helt uenig i:

»Vi har stadig patienter, som ikke føler sig godt tilpas på trods af behandling med den mest gængse medicin, T4-hormon, og derfor har et stort ønske om at prøve en anden medicin, som indeholder T3-hormon. Men vi mangler stadig mere viden om langtidseffekterne af behandling med den medicin,« siger han.

Helle Sydendal står dog fast:

»Masser af udenlandske studier viser, at en vis gruppe patienter trives bedre på kombinationsbehandling (T3). Jeg synes, at Steen Bonnema skal lade det være op til patienterne, om de får det bedre med denne behandling,« siger hun.

I dag har ca. 5,4 pct. af danskerne – primært kvinder – for lavt stofskifte, dvs. omkring 300.000 mennesker.

Hvad er lavt stofskifte?

Lavt stofskifte opstår, når skjoldbruskkirtlen ikke fungerer, som den skal, og derfor ikke producerer nok stofskiftehormon. Man ved ikke, hvorfor nogle mennesker får lavt stofskifte, og andre ikke gør. Stofskiftet er med til at regulere vores helbred, kalorieforbrænding, kropsvægt og aldringsproces. Skjoldbruskkirtlen sidder på forsiden af halsen tæt ved struben.

Sådan måles lavt stofskifte

Når lægen skal finde ud af, om man har lavt stofskifte, måler han bl.a. TSH i blodet (et signalstof, der fortæller skjoldbruskkirtlen, om den skal producere mere eller mindre stofskiftehormon) TSH-niveauet er normalt, hvis det ligger mellem 0,3 og 4 mU/l. Stoffet TSH kommer fra hypofysen – en hormonproducerende kirtel på undersiden af hjernen.

Gravide eller kvinder, der vil være gravide, skal altid reguleres ned under 2,5 mU/l., hvis man er i behandling med stofskiftehormon eller har tegn på begyndende stofskiftesygdom.

Sådan behandles lavt stofskifte

Man kan ikke kurere lavt stofskifte med hverken motion eller sund kost. Når stofskiftet er lavt, mangler man to hormoner: T4 og T3. Den gængse medicin er lægemidlerne Eltroxin eller Euthyrox, som indeholder T4. Der findes også andre medicintyper (Liothyronin og Thyroid). Det er dog ikke alle læger, der udskriver disse præparater. Medicinen gives typisk til patienter, som ikke oplever effekt ved den gængse medicin. Lægen skal søge om en udleveringstilladelse fra Sundhedsstyrelsen for at kunne udlevere den.

Symptomer på lavt stofskifte


Nogle får kun nogle få symptomer på lavt stof- skifte, mens andre får dem alle:

  1. Du er altid meget træt og har svært ved at koncentrere dig.
  2. Du kan ikke tabe dig og tager på i vægt, selv om du har ændret spisevaner.
  3. Du fryser altid og har brug for mere varme end alle andre.
  4. Din hud er blevet slap og løs – du har dobbelthage.
  5. Du har forstoppelse.
  6. Du oplever uforklarlig ømhed, stivhed og kramper i muskulaturen.
  7. Du oplever åndenød eller bliver meget forpustet bare af nogle få trappetrin.
  8. Du har væskeophobning i kroppen, så du oplever svampet hud i ansigt og på halsen.
  9. Du har tendens til depression.
  10. Du har måske aborteret flere gange.
  11. Du har lav puls eller lavt blodtryk.