Et drastisk fald i mænds sædkvalitet kan potentielt »udrydde menneskeheden«, mener en forsker bag et nyt oversigtsstudie.

I perioden 1973 til 2011 er kvaliteten af vestlige mænds sædkvalitet mere end halveret, viser en omfattende gennemgang af 185 studier. Det skriver bbc.com ifølge Videnskab.dk.

Tendensen er så alvorlig, at hovedforfatter og epidemiolog på Hebrew University of Jerusalem Hagai Levine mener, at det ligefrem kan føre til menneskets endeligt.

»Hvis vi ikke ændrer vores måde at leve på, miljøet og kemikalierne vi er udsat for, er jeg meget bekymret for, hvad der vil ske i fremtiden. Med tiden kan vi få et generelt problem med reproduktion, og det kan udrydde menneskeheden,« siger han til bbc.com ifølge Videnskab.dk.

Sædkvaliteten falder drastisk blandt mænd fra Europa, Nordamerika, Australien og New Zealand, konkluderer forskerne i studiet, som er publiceret i tidsskriftet Human Reproduction Update.

Forskerne fandt hen over en periode på 38 år et fald på 52,4 procent i mændenes sædkoncentration og et fald på 59,3 procent i det totale antal sædceller. Studiet indikerer også, at den faldende sædkvalitet for de vestlige mænd vil fortsætte.

Læs mere på Videnskab.dk: Hvordan undgår man at få dårlig sædkvalitet?

Andre forskere udtaler sig dog mindre bombastisk end Hagai Levine.

Til theguardian.com fortæller professor på University of Edinburgh Richard Sharpe, der ikke har været involveret i studiet, at det nye studie er »så tæt vi kan komme« på at fastslå med sikkerhed, at sædkvaliteten falder.

Han pointerer også, at årsagen til tendensen er uklar, og at det skyldes, at »vi for alvor har underinvesteret i forskning i mænds fertilitet.«

Den danske professor ved Syddansk Universitet Tina Kold Jensen, der heller ikke er en del af studiet, siger til theguardian.com, at hun er overrasket over det voldsomme fald, da hun »troede det muligvis var stoppet.«

Læs mere på Videnskab.dk: Maskuline mænd har dårlig sæd

Hun har nemlig selv deltaget i et 15 år langt dansk studie om unge mænd i militærets sædkvalitet, og disse resultater viste, at mændenes sædkvalitet ikke faldt. Det kan dog skyldes, at kvaliteten var dårlig i forvejen, pointerer hun over for theguardian.com, skriver Videnskab.dk.

I Sydamerika, Asien og Afrika fandt forskerne bag det nye oversigtsstudie intet fald i mænds sædkvalitet, men de nævner, at der også er lavet langt færre studier disse steder.

Forskerne har teorier om, at de vestlige mænds ringe sædkvalitet kan have noget at gøre med kost, overvægt, rygning, stress og kemikalier brugt i pesticider og plastik.

»Vi må gribe til handling, for eksempel med bedre regulering af menneskeskabte kemikalier – og vi må fortsætte vores indsats med at tackle rygning og overvægt,« siger Hagai Levine til bbc.com ifølge Videnskab.dk.

Andre artikler på Videnskab.dk

Nu kan du besøge Den Internationale Rumstation med Google Street View

9­-årig så godt som kureret for HIV

Her er 7 gevinster ved møgvejret