Kronisk træthedssyndrom er et videnskabeligt mysterium. Men nu er forskerne kommet tættere på at forklare, hvorfor nogle mennesker bliver udmattede af selv den mindste aktivitet.

Forestil dig, at det at gå et par skridt eller løfte en gaffel op til munden gjorde dig lige så udmattet, som hvis du havde løbet et maraton. At du fra den ene dag til den anden kun er i stand til at ligge i din seng dag ud og dag ind, uden at vide hvorfor dit legeme ikke længere fungerer.

Sådan er livet for nogle mennesker med kronisk træthedssyndrom. I årevis har forskere uden held forsøgt at finde ud af, hvorfor de er syge. Nu har danske forskere fundet tegn på, at der er noget grundlæggende galt med deres celler, skriver Videnskab.dk.

»Vores første, spæde resultater tyder på, at der er en defekt i cellerne hos nogle af de her patienter, som gør, at de har forstyrret energiproduktion,« siger en af forskerne, Rikke Olsen, der er lektor på Aarhus Universitets Molekylær Medicinske Forskningsenhed.

Læs mere på Videnskab.dk: Børnekræft-patienter risikerer kronisk træthed

Cellekraftværk kan være ude af drift

Forskerne har i et års tid undersøgt celler fra patienter med kronisk træthedssyndrom. De har endnu ikke færdige resultater, men de ser allerede tegn på, at der er noget galt med de komponenter i patienternes celler, der kaldes mitokondrier.

»Mitokondrierne er helt afgørende for vores evne til både at producere energi og at håndtere mental og fysisk stress. Hvis mitokondrierne ikke fungerer, kan det være medvirkende til, at patienter med kronisk træthedssyndrom bliver udmattede af selv den mindste form for aktivitet,« siger Rikke Olsen.

Hos raske mennesker har cellerne godt af fysisk aktivitet, fordi de bliver stærkere, når mitokondrierne arbejder. Men hos mennesker med en defekt i mitokondrierne kan motion skade cellerne i stedet for at styrke dem.

»I ekstreme tilfælde kan der ske det, at cellerne brister, fordi deres mitokondrier ikke reparerer skaderne fra de frie iltradikaler, der bliver dannet, når kroppen bruger energi,« siger Rikke Olsen.

Læs mere på Videnskab.dk: Hvorfor bliver jeg træt af frisk luft?

Mitokondrierne er en samlende faktor

Selv om tusindvis af publicerede videnskabelige studier efterhånden har vist, at de syge har biologiske ændringer i kroppen, er kronisk træthedssyndrom stadig et mysterium.  Meget af den forskning, der hidtil er lavet, bekræfter dog Rikke Olsen og kollegernes formodning om, at det er patienternes mitokondrier, man skal fokusere på, når man skal finde sygdommens udspring.

I udlandet, blandt andet i England og Norge, har forskere lavet målinger, som viser, at mitokondriernes funktion er nedsat hos nogle patienter med kronisk træthedssyndrom, og at de producerer mindre energi end normalt.

Mitokondrierne er sandsynligvis afgørende for, at stofskifte, immunsystem og hormonsystem fungerer, som de skal.

»I museforsøg har man set, at musene får defekter i alle tre nævnte systemer, når man ødelægger deres mitokondrier,« siger Rikke Olsen og fortsætter:

  »Derfor er jeG ret sikker på, at det er mitokondrierne, man skal koncentrere sig om, hvis man skal finde mekanismerne bag kronisk træthedssyndrom.«

Forskere er ikke enige om diagnosen

Selv om Rikke Olsens gruppe og andre forskere rundt omkring i verden finder flere og flere tegn på, at kronisk træthedssyndrom ikke er en ren psykologisk lidelse, som man tidligere har troet, kan der gå lang tid, før man finder en behandling mod lidelsen, der rammer 0,2-0,5 procent af befolkningen.

Et problem er, at de biomarkører, forskerne hidtil har fundet hos patienter med kronisk træthedssyndrom, er til stede ved mange andre sygdomme også.

Rikke Olsen har en formodning om, at gruppen af kronisk trætte patienter i virkeligheden har forskellige lidelser, og at der kan være forskellige årsager til, at de er syge.

Den opfattelSe deler Ivan Brandslund, der er professor på Syddansk Universitets Klinisk Biokemiske Afdeling og overlæge på Vejle Sygehus.

»Der kan være forskellige mekanismer på spil, hvor fællesnævneren er manglende evne til at producere energi,« siger Ivan Brandslund.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Hvorfor bliver man træt efter en orgasme?

Hvorfor er man træt om dagen, men lysvågen om aftenen?

Er sexorgasmer sundere end onani?