Kremering: En værdig afslutning

Hvad skal der ske med Prinsessen og Krølle, når de dør? Nogle hunde bliver begravet i familiens have, andre hundeejere vælger at lade deres trofaste ven kremere (brænde).
Hos Ada's Kæledyrs Krematorium i Hedehusene på Sjælland tager de årligt imod 30.000 hunde til kremering. Driftschef Frederik Møller siger:
"Mange hundeejere bryder sig ikke om den tanke, at deres kæledyr enten brændes som affald eller begraves i haven, hvor der er risiko for, at den bliver gravet op af ræve eller andre hunde, og netop derfor er kremering en god løsning. Vi er underlagt gældende miljømæssige regulativer og står inde for, at alt foregår på en kontrolleret og etisk korrekt måde. Langt de fleste dyr, vi modtager, kommer fra dyrlæger, dyreklinikker og dyrehospitaler over hele landet. De er lagt i en pose med de nødvendige informationer hæftet ved, når vi får dem ind fra vognmanden. Efter kremeringen indgår asken i den naturlige cyklus. Omkring fem procent af hundeejerne ønsker at få asken tilbage i en urne for f.eks. at begrave den eller placere den på et udvalgt sted. Her foretager vi en enkeltkremering, og vores sikkerhedssystemer sikrer, at vi nøjagtig ved, hvilket dyr asken kommer fra. Folk kan fuldt ud stole på, at der ikke sker nogen forbytninger."
Når folk selv kommer med deres firbenede familiemedlem til Ada's Kæledyrs Krematorium - og det sker oftere og oftere - har de mulighed for at vælge en urne til asken. Her er alle størrelser. Fra de helt små urner til de store der kan rumme asken fra hunde på over 80 kg.
"De fleste af urnerne hos os er af designeren Andrea van Webber. De er fremstillet i uglaseret, letbrændt lertøj, som i løbet af et par år vil indgå i det naturlige kredsløb. Vi leverer også glaserede udgaver, som f.eks. kan stå som et minde på en hylde eller i et skab i familiens hjem. For et år siden fandt vi en porcelænsbrænder, og nu tilbyder vi ejerne at få dyrets navn håndmalet på urnen. Det er der forbløffende mange, der gerne vil have."
De omkostninger der er ved at få sit kæledyr kremeret, kan man aftale med sin dyrlæge - eller ved at henvende sig direkte til Ada's Kæledyrs Krematorium.
Læs også:
Den sværeste beslutning: aflivning?
Sorgens dag: Det sidste farvel




