Mellem 30 og 50 procent af alle voksne danskere har haft ondt i nakke og skuldre indenfor det seneste år, men nu viser et nyt studie fra Statens Institut for Folkesundhed, at de irriterende smerter nemt kan gås og stås væk

Kan du mærke, hvordan din nakke og skuldre begynder at smerte i løbet af en arbejdsdag? Hvordan ømheden i løbet af dagen udvikler sig til en spændingshovedpine, som ødelægger koncentrationen?

Så er du ikke alene. Ifølge det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har mellem 30 og 50 procent af alle voksne danskere har haft smerter i nakken og skuldrene indenfor det seneste år. Har du et stillesiddende arbejde, hvor du kigger ind i en skærm, er du ekstra udsat, da over halvdelen af personer, der arbejder meget med computer, haft nakke-skuldresmerter indenfor det sidste år.

Nem løsning på nakke-skulder-smerter

Men smerter i nakke og skuldre, der skyldes stillesiddende arbejde, kan nemt afhjælpes ved hjælp af få og enkle ændringer i løbet af arbejdsdagen, viser et nyt studie fra Statens Institut for Folkesundhed.

»Når vi sidder stille en hel dag foran computeren, så sidder vi i den samme stilling og spænder, og det kan give ondt i nakken og skuldrene. Men sørger man for at variere sin arbejdsstilling og komme op og stå og gå i løbet af dagen, så får man slappet af, og kroppen retter sig op. Den bliver mindre låst,« siger leder af projektet og pd.d.-studerende ved Statens Institut for Folkesundhed, Ida Høgstedt Danquah.

I studiet deltog i alt 317 kontoransatte fra 19 kontorer på fire forskellige arbejdspladser: Slagelse Kommune, Aalborg Kommune, Fredensborg Kommune og Grønlandsbanken i Nuuk, Grønland.

Studiets deltagere blev delt i to, og den ene gruppe fik at vide, de skulle stå mere op i løbet af arbejdsdagen og bruge deres hæve-sænkeborde, så de fik flere skift mellem at sidde og stå. Den anden gruppe fortsatte med at arbejde, som de plejede.

Ved studiets start havde godt halvdelen af begge grupper ondt i skuldre og nakke.

»Efter tre måneder var der en nedgang på 30 procent blandt de kontoransatte, der havde varieret arbejdsdagen,« fortæller Ida Høgstedt Danquah.

Usundt at sidde stille

Ledende overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik ved Aalborg Universitetshospital, Sigve Christensen mener også, det er en god idé at sørge for at indlægge gå- og ståpauser i en stillesiddende arbejdsdag.

»Det er alment accepteret, at det ikke er sundt at sidde stille hele dagen, og sidder man i den samme stilling gennem en hel arbejdsdag, så kommer man til at overbelaste forskellige muskler, der kan give ømhed, smerter og spændingshovedpine,« siger han.

Sigve Christiensen pointerer, at afveksling med at gå og stå i løbet af dagen skal suppleres af skærme, stole og borde, der er indstillet rigtigt og en arbejdsdag, der er tilrettelagt sådan, at der er afveksling i de opgaver, man som medarbejder skal løse.

Udover smerter og ubehag øger stillesiddende arbejde også risikoen for type 2 diabetes, overvægt, forskellige kræftsygdomme og for tidlig død, og det er derfor vigtigt, at danskere med stillesiddende arbejde har fokus på at bevæge sig i løbet af dagen, fortæller Ida Høgstedt Danquah.

En times motion om dagen

»Der er ikke lavet ret meget forskning om, hvor meget ansatte med et stillesiddende arbejde bør stå op i løbet af en dag. Det bedste bud vi har, er fra en gruppe engelske, amerikanske og australske forskere, der anbefaler to timer om dagen,« siger Ida Høgstedt Danquah og pointerer, at det også handler om, hvor fysisk aktiv, du er i din fritid.

»Nyere studier viser, at mennesker der sidder ned i otte til ti timer dagligt, bør være fysisk aktive i en time om dagen og altså ikke kun den halve time, som myndighederne anbefaler. Når man sidder ned uafbrudt i mange timer, så mener eksperterne, at stofskiftet går i dvale, så det handler om at komme op og aktivere stofskiftet i løbet af dagen,« siger hun.