En hyggelig julefrokost med dejlig mad kan ende med at gøre dig syg, hvis hygiejnen ikke er i top.

De fleste af os ved det godt: Vi skal være omhyggelige med at vaske hænder, inden vi tager turen rundt om julebuffeten til årets julefrokost. Vi ved også, at vi skal undgå at hoste og nyse i nærheden af maden, og at vi skal blive hjemme, hvis vi kaster op eller har diaré.

Alligevel er der år efter år julefrokostdeltagere, der må lægge sig  med opkast, mavepine og diaré, fordi de er blevet smittet med Norovirus.

Læs mere på Netdoktor: Diaré - hvad kan det være?

Ekstremt smitsomt virus

Det er det såkaldte Norovirus, som giver de fleste danskere Roskildesyge. Det er ekstremt smitsomt og der skal kun meget få viruspartikler til, før man har fået sig en ordentlig omgang med diaré og/eller opkast. Smitten kan komme direkte fra din sidemand, men kan også være overført til maden allerede tidligt i madlavningen for eksempel af en medarbejder hos den producent, der har lavet og pakket rullepølsen eller fra en køkkenmedarbejder, der har skyllet salaten.

Mellem 30-80 procent af dem, der bliver udsat for virusset, bliver syge, så selvom alle spiser af den samme ret, er det ikke nødvendigvis hele selskabet, der skal løbe frem og tilbage mellem toilet og seng i dagene efter festen.

Læs mere på Netdoktor: Her er de gode og de onde bakterier

Sådan undgår du smitte

Med så stor smitterisiko kan det lyde vanskeligt at undgå mavesygdommen, hvis den først er i omløb. Men du kan heldigvis selv minimere risikoen for at få eller videregive smitsom virus ved at følge Fødevarestyrelsens anbefalinger:

  • Vask hænderne grundigt, inden du går til buffeten og efter toiletbesøg.
    Håndsprit virker ikke mod Norovirus, så vær omhyggelig med sæben.
  • Brug altid tænger, skeer mv. til at øse maden op på tallerkenen.
  • Hvis en tang eller ske er faldet i skålen eller fadet, så kontakt personalet.
    En tang, som mange har rørt ved, er fyldt med bakterier, som lynhurtigt kan spredes til maden.
  • Hold om brødet med et klæde, når du skærer et stykke, så din hånd ikke rører ved skorpen og dermed udgør en smitterisiko.

  • Tag en ny tallerken HVER gang, du går en ny runde i buffeten.
    Har du norovirus, så bliver det overført fra din mund til dit bestik og fra bestikket til resterne på din tallerken. Når du tager en runde mere i buffeten, rammer tængerne med stor sandsynlighed din tallerken, og så overføres virus fra resterne på din tallerken til fadet med mad i buffetten. Og så kan du smitte dine kolleger.

  • Bliv hjemme, hvis du er syg med opkast og/eller diaré. Og hold dig fra julebuffeten i to dage, efter du er blevet rask. Her smitter du nemlig stadig.

Mavesyge og tømmermænd på én gang

Er du så uheldig at blive smittet med Norovirus til julefrokosten, så viser symptomerne sig som kvalme, opkast, diaré og mavepine, som typisk opstår 12-48 timer efter, du er blevet smittet. Roskilde-syge er en ubehagelig omgang, og bliver du smittet til julefrokosten, så kan du risikere at skulle pleje mavepine og tømmermænd på én gang.

Mens tømmermændene typisk forsvinder inden for et døgns tid, så kan Roskildesygen vare et par døgn mere. Og så smitter virus i hele to døgn, efter man er blevet rask. I de fleste tilfælde er hverken tømmermænd eller Roskildesyge farligt, men begge deler kræver, at du sørger for at få rigeligt med væske.

Læs mere: Hvornår er diaré farligt?