Er du en af dem, der er blevet berørt af det store it-koks på Herlev og Gentofte Hospital, så hører BT gerne fra dig.

Overlæger på to af hovedstadens sygehuse frygter for patienternes sikkerhed efter bestillinger af 7.500 blodprøver gik galt i kølvandet på indførslen af et stort anlagt it-system.

BT kan fredag afsløre, at bestillinger af 7.500 blodprøver er forsvundet i det nye it-system Sundhedsplatformen, der blev søsat på Herlev og Gentofte Hospital 21. maj.

Peter Sommer Ulriksen, der er talsmand for de to sygehuses overlæger, er dybt bekymret.

»Der er simpelthen ikke overblik over blodprøverne. Som læge ved man ikke, om de blodprøver man bestiller rent faktisk bliver taget, fordi systemet ikke fungerer. Det betyder alting eller ingenting. Det behøver ikke betyde noget for nogle patienter, men kan være livstruende for andre, hvis blodprøverne ikke bliver taget i tide,« siger Peter Sommer Ulriksen i fredagens udgave af BT.

Har du eller en af dine pårørende mærket konsekvenserne af det nye it-system på Herlev og Gentofte Hospital? Så skriv til journalisterne Uffe Jørgensen Odde (ufjo@bt.dk) eller Thomas Nørmark Krog (tnk@bt.dk)