Du har sikkert hørt det før. Det er sundt for dig at være i naturen. Nu viser et studie, at effekten af fuglekvidder og græs under fødderne kan påvirke dig mere, end du tror.

For hvis du har musvitter og gråspurve i din have, så skal du være glad for deres selskab. Fugle påvirker nemlig din mentale tilstand. Et engelsk studie foretaget i samarbejde mellem onitologer og psykologer viser, at folk der bruger tid på at kigge på fugle, har mindre chance for at få sygdomme som stress, angst og depression.

I forsøget fandt forskerne, at jo flere fugle, der er omkring dig, jo bedre er din mentale sundhed. Og det er uanset, om det er solsorte, blåmejser eller musvitter. Naturligvis hænger mængden af fugle sammen med, hvorvidt der er adgang til træer og buske og på den måde mere natur omkring personerne.

»Denne forskning kan bringe os på sporet af den rolle, naturen spiller som et centralt element i den mentale sundhed, skriver forskeren bag undersøgelsen Daniel Cox.

Grønne område er godt for sindet

Undersøgelsen er foretaget i England, og den viser blandt andet, at mængden af buske, græs og tæer også spiller ind på sundheden. Forsøget viste, at de steder, hvor 20 procent af området var dækket med grønne planter, var sandsynligheden for at få angst reduceret med 17 procent blandt beboerne. Og endnu bedre ved 30 procents grønne områder, der var chancen for angst reduceret hele 25 procent.

Det kan også være gavnligt for dig at fodre fuglene - det er nemlig også med til at bringe dig tættere på naturen. Når du fodrer fuglene, bliver du generelt mere afslappet og får en følelse af ro, skriver forskning.no.

Det er altså ikke helt ligegyldigt for din mentale helse, hvor du vælger at opholde dig. Jo flere buske, træer og fugle, du kan komme i nærheden af, jo mindre er din risiko for at blive deprimeret.

Forsøget er foretaget i forskellige områder i England, og den positive effekt ved at kigge på fugle viste sig uanset hvilken social baggrund og alder personerne havde.