Med en simpel hjemme-test kan du nu tjekke dig selv for en lang række sygdomme.

Forhøjet kolesterol, blod i afføringen eller et ustyrligt stofskifte. Det er blot nogle af de helbredsproblemer, du nu kan teste dig selv for og slippe for et besøg hos den praktiserende læge.

Med et lille stik i pegefingeren kan du hurtigt tjekke dit måske forhøjede kolesterol eller din nylige allergi. Det er både hurtigt og nemt, fastslår direktør i Prima-test.dk, René Bang Hansen, der står bag det nye site, der sælger hjemmetest til danskerne.

- Man kan gøre det, når man har tid i private omgivelser, og få resultatet med det samme, siger han.

Ingen forslag til behandling

Viser testen, at man har problemer med sit helbred, slipper man naturligvis ikke for at skulle en tur til lægen. Testen giver nemlig ikke nogen vejledning om øvrige symptomer eller forslag til behandling. Alligevel mener René Bang Hansen, at hjemmetest er en god idé:

- Der er større chance for, at man får testet sig selv tidligere i et sygdomsforløb, fordi man måske ikke er så god til at komme af sted til lægen, som man burde være. Man får taget ansvar med det samme, siger han.

FOB-testen - der tester for blod i afføringen - og som kan indikere tarmkræft, er den eneste test, der tager lidt længere tid at udføre. Der skal man nemlig tage en afføringsprøve over tre dage. Testen er særligt populær og en af de mest solgte:

- Sundhedsstyrelsen har netop iværksat et screeningsprogram for tarmkræft, så det kan måske være en af grundene, siger direktøren.

Også test for lavt stofskifte og kolesterol er storsællerter, som danskerne har stor interesse for. Indtil videre er det ikke muligt at købe hjemmestest andre steder end via Prima-test.dk. Kun graviditetstest, ægløsningstest og urinvejsinfektionstest kan man købe på apoteket.

FAKTA: Det kan du selv teste dig for:

Kolesteroltest (tester dit kolesterol i blodet).

Jerntest (tester for jernmangel).

FOB-test (tester for blod i afføringen, der kan indikere mave/tarmkræft).

Thyroid-test (tester for hormonet thyroid, der kan indikere stofskifteproblemer).

PSA-test (tester for utilsigtet prostataudvikling, der kan indikere prostatakræft).

Allergi-test (tester for antigen i forbindelse med allergi og overfølsomhed).

Albumintest (tester nyrefunktionen).

Helibacter Pylori-test (tester for baktie, der optræder i forbindelse med mavesår).

Menopause-test (tester for FSA-hormon, der kan indikere overgangsalder).

Ægløsningstest (tester for LH-hormon og ægløsning).

Graviditetstest (tester for HCG-hormon, der indikerer graviditet).