Dine ansigtstræk afslører, om du er til at stole på. Og hvis du får at vide af andre, at du ser troværdig ud, så opfører du dig faktisk mere ærligt.

Jo mere troværdig du ser ud, jo større sandsynlighed er der for, at du agerer troværdigt, viser et nyt studie. Det sker, fordi vi ubevidst lever op til de fordomme, andre har om os, skriver Columbia Business School ifølge Videnskab.dk.

Forskerne fandt ud af, at der er en stærk kobling mellem umiddelbar troværdighed i ansigtstræk og folks adfærd.

Læs mere på Videnskab.dk: Vælg dit profilbillede med omhu: Andre dømmer det på et splitsekund

»Tidligere forskning er splittet mellem, om sådan en kobling eksisterer, men vi fandt ud af, at folk, der så troværdige ud, rent faktisk opførte sig mere troværdigt,« siger professor Michael Slepian, der er en af forskerne bag studiet, i pressemeddelelsen.

Studiet var delt op i to dele. Først skulle 30 uafhængige forsøgsdeltagere vurdere troværdigheden af 90 mennesker – kun på baggrund af fotografier af dem. De 90 personer fik herefter fortalt, hvor troværdige, andre mente, de så ud.

Derefter skulle personerne deltage i et kortspil, hvor de kunne agere ærligt eller uærligt. De fik point for, hvis de andre troede på deres løgne. Troværdighedsdommene fra billederne forudså, hvor ofte deltagerne løj i spillet, skriver Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Dine Facebook-vaner afslører, om du er ensom

»Folk med troværdige ansigter agerede mere ærligt, fordi de forventede at blive stolet på og ønskede at leve op til disse forventninger,« siger professor Daniel Ames, medforfatter af studiet, i pressemeddelelsen.

»Et helt liv, hvor du på baggrund af dit ansigt bliver enten stolet på eller ikke stolet på, kan gøre, at du lever op til, hvordan du forventer at blive behandlet - også selvom du ikke er klar over den rolle, dit ansigt spiller,« fortsætter han.

Tidligere studier viser, at de ansigtstræk, der især får dig til at se troværdig ud, er højtsiddende øjenbryn, store øjne, opadvendte mundvige og fremtrædende kindben.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Psychological Science.

Andre artikler på Videnskab.dk:
Hjerneforskning afslører: Derfor 'spøger' det, når du er alene
Ny forskning: Light-sodavand hjælper dig med at gå ned i vægt
Sådan flirter du med stemmen