Kan du lide makabre jokes, og er din humor nogle gange mørkere end de fleste? Det skal du være glad for, for sort humor hænger sammen med højere IQ og bedre humør.

Hører du til dem, der griner højt af vittigheder om tunge emner som død, sygdom, handicap og krig?

Så er du muligvis mere intelligent end resten af befolkningen. Det skriver Videnskab.dk.

Et nyt studie peger på, at der er en sammenhæng mellem høj intelligens og påskønnelse af syge jokes. Det skriver sciencealert.com ifølge Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Derfor scorer sjove mænd mest

Sort humor kræver et lyst sind

Og ikke nok med det. Forskerne fandt også ud af, at de, der grinte mest af sort humor, også var mindre aggressive og sure.

»Disse resultater støtter opfattelsen af, at bearbejdning af vittigheder afhænger af kognitive og følelsesmæssige aspekter, og viser, at dette også gør sig gældende for bearbejdning af sort humor,« konkluderer forskerne fra Medical University of Vienna i Østrig.

De tilføjer, at bearbejdning af sort humor er en kompleks opgave i forhold til informationsbearbejdning – altså hjernens evne til at lagre information fra omgivelserne. Det kræver derfor et klart, positivt sind at forstå og påskønne disse mørke jokes.

Læs mere på Videnskab.dk: Humoristisk sans findes i to former

Testede med tegneserier
156 personer med en gennemsnitsalder på 33 år blev bedt om at vurdere, hvor meget de nød 12 tegneserier med sort humor.

En tegneserie viste eksempelvis et lighus, hvor en læge løfter et hvidt klæde væk fra et lig, så en kvinde kan identificere liget. Hun siger så:

»Ja ja, det er min mand. Men hvilket vaskepulver bruger du for at få det stof så hvidt?«

Læs mere på Videnskab.dk: Hvorfor griner vi?

Deltagerne blev også IQ-testet og spurgt ind til deres humør, temperament og uddannelsesmæssige baggrund.

Forskerne fandt frem til, at de, der var vildest med sort humor, scorede højest i IQ-testen, var bedre uddannede, mindre aggressive og i bedre humør.

Andre artikler på Videnskab.dk
Forsker: Derfor elsker danskerne sarkasme og ironi

E-mail-humor er fuld af klodsede kvinder og platte mænd

Humorens kode er knækket