Børster du tænderne manuelt, eller lader du en elektrisk tandbørste klare arbejdet for dig? Og hvilken løsning er egentlig bedst for bisserne? Svaret er ikke ligetil, men måske bør du genoverveje din metode, alt efter hvor gammel du er.

I 1780 kom den allerførste masseproducerede tandbørste på markedet – den bestod af svinebørster og knogler. Siden dengang er tandrengøringen kommet langt, men hvilken af nutidens tandbørstevarianter er egentlig bedst, elektrisk eller manuel tandbørstning?

- Der er lidt usikkerhed om dette spørgsmål, svarer Gunhild Strand, som er professor ved Institut for Klinisk Odontologi ved Universitetet i Bergen.

Hun fortæller, at forskere i et stort studie for nogle år siden konkluderede, at den elektriske tandbørste fjerner bakteriebelægninger bedre end den manuelle - men forskellen var marginal. Det skriver Videnskab.dk.

Alligevel bør nogle af os skifte til den elektriske tandbørste med det samme, alt efter hvor gamle vi er.

Gunhild Strand har foretaget et studie i tandsundhed på et plejehjem, hvor en af konklusionerne var, at elektrisk tandbørste gjorde tandbørstningen lettere. Både fordi det store håndtag er lettere at holde i for stive fingre, og fordi denne børstetype er bedre, når plejerne skal hjælpe de ældre med tandsættet.

Læs også hos Videnskab.dk: Her er de bedste råd mod dårlig ånde

- At ældre mennesker vænner sig til en elektrisk tandbørste, mens de er friske, gør, at de lettere tolererer en elektrisk tandbørste, når de kommer på plejehjem. Hvis man bliver dement, er det ikke sikkert, man vil bruge noget, man ikke er vant til, siger Gunhild Strand.

De alleryngste kan dog også sætte pris på lidt snurren under tandbørstning.

- For små børn kan en elektrisk tandbørste være et sjovt lille stykke legetøj og dermed hjælpe med at få børn til at børste tænder, siger Gunhild Strand.

Læs også hos Videnskab.dk: Klamme billeder på cigaretpakker virker

Men for unge mennesker generelt er det altså hip som hap, hvad du børster med. Gunhild Strand mener, den korrekte børsteteknik er vigtigere end børstevalg.

- Nogle synes, at det er sværere at komme til med en elektrisk tandbørste, så det her med tandbørstevalget er lidt individuelt, siger forskeren.

Føler du selv, at tænderne bliver renere med den ene eller anden børstetype, er rådet altså så simpelt som at fortsætte med det, der fungerer for dig.

Selv bruger professoren faktisk begge dele, fortæller hun. Elektrisk om aftenen og manuel om morgenen.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Hjernen har et ekstra beredskab til at advare mod kvælning

Se ’verdens grimmeste insekter’

Vores DNA elsker gyserfilm