Det vrimler med dem overalt på Facebook, Instagram og Snapchat: De famøse selfies. Men selvom kække, sexede og søde billeder med dig selv som både fotograf og model kan virke hyggelige, tyder noget på, at de ikke er helt så uskyldige, som de ser ud.

Jævnlig observation af selfies på de sociale medier er nemlig blevet forbundet med et fald i selvværd, skriver ScienceDaily ifølge Videnskab.dk.

To kandidatstuderende og deres vejleder fra Penn State University i USA indsamlede data om de psykologiske effekter af selfies på sociale medier gennem et spørgeskema, som 275 deltagere svarede på. Det viste sig, at det ikke havde synderlige psykologiske effekter selv at lægge selfies på de sociale medier.

Læs også hos Videnskab.dk: Forskere: Mandlige psykopater og narcissister tager flere selfies

Til gengæld viste det sig, at jo oftere folk kiggede på deres egne eller andres selfies, desto lavere selvværd og tilfredshed med livet havde de.

»Folk lægger som regel selfies ud, når de er glade eller har det sjovt. Det gør det nemt for andre at se på billederne og tænke, at hans eller hendes liv ikke er så godt, som dem på billederne,« siger Ruoxu Wang, som er kandidatstuderende i massekommunikation og forfatter på studiet, til ScienceDaily.

De deltagere i studiet, som gik meget op i at virke populære, fik dog højere selvtillid af at se på selfies. Højst sandsynligt fordi selfies fik dem til at virke populære, mener forskerne.

Studiet er udgivet online i Journal of Telematics and Informatics.

Læs også hos Videnskab.dk:
Selfie-fænomenet har altid eksisteret
Sådan ser den ideelle kvindes ansigt ud
Du må ikke være for sexet på dit profilbillede