-Mit problem er, at pillerne kan skaffes i håndkøb.
Når de ikke er på recept, er jeg bange for, at der er nogle grupper, der vil misbruge dem.
Det gælder især personer med spiseforstyrrelser og personer, der tror, at pillen alene kan gøre arbejdet, siger Kim Fleischer Michaelsen, overlæge og professor i human ernæring.
Ingen mirakelpille
Han understreger, at det ikke er en mirakelpille, men at man også skal omlægge sin kost, så den bliver langt mindre usund, mens man samtidig bør dyrke motion.
Formand for Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, Anne Minor Christensen, deler frygten for misbrug.
-Vi ønsker ikke, at det her produkt kommer i håndkøb, det burde i stedet blive lægeordineret for at undgå misbrug, siger Anne Minor Christensen.
Hun er især bange for, at slankeproduktet vil appellere til personer med spiseforstyrrelser.
-Anorektikere og bulimikere er jo netop i forvejen så tynde, at de på ingen måde har behov for pillerne – tværtimod.
Omvendt kan overspiseren fortsætte med at tømme spisekammeret og så skylle det hele ned med en slankepille, siger formanden.
Hun påpeger, at der i forvejen er problemer med, at mange spiseforstyrrede er storforbrugere af afføringsmidler.
Men det er ikke kun de spiseforstyrrede, hun er bekymret for.
-Den unge pige, som ikke har en spiseforstyrrelse, men som synes, hun er lidt for tyk om hofterne, får pludselig let adgang til effektive slankepiller.
Det bliver lidt for nemt, hvis hun bare kan gå på apoteket.
Fedmeforsker og overlæge Søren Toubro er dog ikke bekymret for misbrug.
-Man skal ikke glemme bivirkningerne. Hvis man overskrider den anbefalede dosis, eller hvis man bliver ved med at spise meget fedt, så fungerer pillerne nærmest som antabus. Man får diarré og lignende ubehagelige bivirkninger, siger han.
Men dertil påpeger Anne Minor Christensen, at anorektikere og bulimikere netop ikke spiser fedtholdig mad.
Flere gevinster end nitter
Steffen Thirstrup, overlæge hos Lægemiddelstyrelsen anerkender, at der kan være et misbrugspotentiale, men set med overordnede briller er der langt flere gevinster end nitter, mener han.
-Den lette adgang sikrer netop, at flere mennesker kan få adgang til det. Dermed kan man nedbringe risikoen for sukkersyge, blodpropper og lignende fedmerelaterede sygdomme, og det skal nogle få spiseforstyrrede danskere jo ikke ødelægge, siger han.
Også Danmarks Apotekerforening udtrykker skepsis over, at pillerne kommer i håndkøb.
-Det er min opfattelse, at Alli er et lægemiddel, der kræver en særlig kostrådgivning for at sikre effekt og for at forebygge bivirkninger. Vi mener, at det ligger langt ud over den rådgivning, som naturligt hører til ved apotekets skranke ved salg af medicin, siger foreningens sundhedsfaglige direktør, Lotte Fonnesbæk.






















