Sprøjtemidler er ikke kun dårlige ved naturen. Det har et forskerhold bestående af folk fra University of Ioannina i Grækenland og Imperial College London i England slået fast. På den store årlige diabeteskonference EASD (European Association for the Study of Diabetes red.), der er blevet afholdt i Stockholm denne uge, har de præsenteret deres studie.
Det skriver Diabetesforeningen i en pressemeddelelse.
Studiet, som bygger på resultaterne fra 21 andre studier og involverer mere 66.000 mennesker, viser, at ens risiko for at udvikle diabetes stiger med 61 procent, hvis man har været udsat for sprøjtemidler.
Studiet viser samtidigt også, at det gælder for alle typer sprøjtemidler og diabetes.
I 12 ud af de 21 studier, som er inkluderet i den videnskabelige undersøgelse, har forskerne kun kigget på sammenhængen mellem risikoen for at udvikle type 2-diabetes og eksponeringen af sprøjtemidler. Resultatet var en øget risiko på hele 64 procent.
Læs også:
Vigtig ny viden
Forskerne bag gør dog opmærksom på, at de ikke kan bevise en årsagssammenhæng mellem sprøjtegift og diabetes, og at deres resultater udelukkende er observationer.
Ikke desto mindre er det et vigtigt nyt studie, der kan være med til at forklare den voldsomme stigning af både type 1- og type 2-diabetes blandt befolkningen, udtaler Diabetesforeningens lægelige chefrådgiver, professor ved Aarhus Universitet, Torsten Lauritzen, i pressemeddelelsen.
”Type 2-diabetes er relateret til arv, livsstil og miljø. Men der er en tendens til, at man lægger skylden for type 2-diabetes på patienterne og deres livsstil. Dette studie viser, at der også er andre årsager, som patienterne ikke er herrer over,” siger han.
Ifølge Diabetesforeningen er antallet af folk, som lever med sukkersyge, fordoblet i løbet af de sidste 10 år. I dag findes der i omegnen af 320.000 personer i Danmark, som har diagnosen.