2.824 børn har siden 1982 boet alene med en alvorligt psykisk syg mor, og det kan have store konsekvenser, påpeger forskere i nyt studie.

Svend på 11 år sidder i stuen i lejligheden i den lille landsby Brejning i Midtjylland. Klokken er 15.30. Mor er netop kommet hjem fra arbejde og har lagt sig til at sove. Hende skal han ikke regne med at se mere til før i morgen tidlig.

Storesøster på 17 år er flyttet hjemmefra kort tid forinden, og far har forladt familien. Der er stille i lejligheden.

»Jeg husker den del af min barndom som ren overlevelse. Og kedsomhed,« fortæller Svend Bladt til Videnskab.dk.

Hele hans barndom havde de været en familie på fire. Svend og hans storesøster. Mor, som havde bipolar sygdom og ofte var indlagt på psykiatrisk afdeling, og far med tiltagende alkoholmisbrug.

Nu var han alene med sin syge mor.

Læs mere hos Videnskab.dk: Test: Hvad ved du om psykisk sygdom?

Ny forskning fra Københavns Universitet og Psykiatrisk Center Københavns Forskningsenhed viser, at Svend Bladt langt fra er alene om at have været alene. Det skriver Videnskab.dk.

For første gang har forskerne undersøgt, hvor børn af forældre med svær psykisk sygdom vokser op. Bor de typisk i kernefamilie eller skilsmissefamilie? Hvor mange af dem bliver anbragt, hvor mange bor alene med en syg forælder?

Resultatet viser, at siden 1982 har i alt 2.824 børn på under 1 år boet alene med en mor, som fik diagnosen depression, bipolar sygdom eller skizofreni, før barnet blev født.

Læs mere hos Videnskab.dk: Børn af skizofrene bliver psykisk syge

Ph.d. fra Københavns Universitet og Region Hovedstadens Psykiatri Anne Ranning har stået i spidsen for studiet og er hovedforfatter på en artikel om resultaterne i Journal of the Academy of Child and Adolescent Psychiatry.

Hun mener helt klart, at tallene giver anledning til, at man bør undersøge børnenes vilkår grundigere.

»Det kunne være bekymrende. For at et barn kan få en tryg og god udvikling og opvækst, skal der være en stabil forælder, som kan rumme et barns følelser,« siger hun til Videnskab.dk.

Svend Bladt boede alene med sin syge mor, indtil han var 13 år. Selv om familien blev fulgt af en socialrådgiver, var der ingen, der opdagede, hvor dårligt han trivedes.

»Jeg mødte jo op i skolen, men jeg fulgte ikke med. Jeg var der bare. Jeg kunne ikke læse og skrive, og jeg kunne ikke selv tage bussen ind til Vejle, for jeg forstod ikke køreplanen, og jeg kunne ikke gennemskue, hvilken vej jeg selv stod på,« fortæller han.

Læs mere hos Videnskab.dk: Gruppeterapi giver bedre sex

Noget af det, der har overrasket eller foruroliget forskerne mest i det nye studie, er netop, at så relativt mange af børnene med psykisk syge forældre bor alene med en syg mor.

20 procent af dem, der har en mor med skizofreni, bor for eksempel alene sammen med moderen.

»Det tror jeg ikke, der var nogen, der vidste. Det kan være, der er et behov for støtte, som bliver overset,« siger professor på Københavns Universitet og Region Hovedstadens Psykiatri, Merete Nordentoft, som har været med til at lave det nye studie.

Seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd Mogens Christoffersen er enig:

»Når der er tale om så alvorlige psykiatriske lidelser, så er moderen ofte ikke i stand til at tage vare på barnet. Man bør holde ekstra øje, når en kvinde med for eksempel skizofreni får et barn,« siger han til Videnskab.dk.

Du kan læse mere om, hvad det betød for Svend at vokse op med en pyskisk syg mor hos Videnskab.dk.