En ensomheds-epidemi i de rige lande øger risikoen for alt fra psykisk sygdom til hjerte-kar-sygdomme, siger et forskerhold efter en stor forskningsgennemgang.

Ensomhed og social isolation er et stigende sundhedsproblem, advarer forskere i et nyt studie.

I sidste ende kan det ensomme liv resultere i en langt tidligere dødelighed, og det kan endda overskygge fedme som folkesygdom, skriver sciencealert.com ifølge Videnskab.dk:

»Der er klare beviser på, at social isolation og ensomhed i kraftig grad øger risikoen for tidlig død, og omfanget af denne risiko overskygger mange af de ellers førende sundhedsindikatorer,« fortæller psykolog og professor ved Brigham Young University i USA, Julianne Holt-Lunstad, der står bag den nye forskning, til sciencealert.com ifølge Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Kan man gnubbe smerte væk?

Forskerne har lavet to nye forskningsgennemgange med statistik fra i alt mere end 3,4 millioner mennesker fra Nordamerika, Europa, Asien og Australien.

Den ene analyse bygger på en undersøgelse af 148 studier, der indeholder data fra tilsammen 308.849 forsøgspersoner.

Studiet viste, at socialt stærke mennesker havde 50 procent større chance for at leve længere end dem, der var socialt isolerede.

»Effekten af dette er den samme som at kvitte smøgerne, og den overstiger mange velkendte risikofaktorer for dødelighed - eksempelvis fedme og fysisk inaktivitet,« skriver Julianne Holt-Lunstad og kollegaer i studiet ifølge Videnskab.dk.

I den anden forskningsgennemgang fandt forskerne flere beviser på, at ensomhed, social isolation og at bo alene øger risikoen for at dø tidligere med mellem 26 til 32 procent.

Læs mere på Videnskab.dk: Dine Facebook-vaner afslører, om du er ensom

Tilsammen viser resultaterne, at vi især i den vestlige verden lider af en reel ensomheds-epidemi, mener forskerne.

»Velhavende nationer har den højeste rate af personer, der bor alene, siden man begyndte at lave folketællinger, og dermed sandsynligvis den højeste rate i menneskets historie - en rate, der kun stiger,« skriver forskerne i studiet ifølge Videnskab.dk.

Effekten af ensomhed og social isolation øger desuden risikoen for at blive ramt af blandt andet psykisk sygdom og hjerte-kar-sygdomme.

»At have en social relation til andre er et fundamentalt, menneskeligt behov, der både er afgørende for vores velvære og overlevelse,« forklarer Julianne Holt-Lunstad ifølge en pressemeddelelse fra den Amerikanske Psykologforening, skriver Videnskab.dk.

Andre artikler på Videnskab.dk

Derfor må du ikke rengøre din rengøringssvamp

UV-behandlet mælk kan styrke for tidligt fødte

Kun én effektiv måde at slippe af med dræbersnegle på