Opvask, madlavning og tøjvask er ikke daglige gøremål for dagens teenagere. De får lov til at være dovne. Forfatter og foredragsholder Marie Kraul opfordrer i en ny bog forældre til at inddrage teenagerne noget mere i husholdningen.

Søndag sumpede teenagebørnene. Så meget, at hun sendte dem udenfor i halvanden time for at rense og feje fliserne. Mod deres vilje, naturligvis. Men forældre skal i højere grad fjerne sløvheden fra teenagernes øjne og sige til dem: »Jeg har brug for dig lige nu

Sådan lyder opråbet fra forfatter og mor til tre teenagere Marie Kraul, der i en ny debatbog med titlen »Opgiv ikke din teenager« opfordrer mødre og fædre til at inddrage deres teenagebørn langt mere i det hjemlige arbejdsfællesskab. De skal hjælpe mere til: gøre rent, tømme opvaskemaskinen og tage ansvar for madlavningen. Noget, der er blevet fremmed terræn for nutidens teenagere.

»Som barn skulle jeg gøre alt det, og mine forældre behøvede ikke at skælde mig ud. Der er sket et skred. I dag taler forældre om det som et problem, at deres teenagere ikke tager fra. For nogle generationer tilbage var børn nødvendige som arbejdskraft ude på gårdene. Nu laver teenagerne ikke særlig meget derhjemme. Forældrene opgiver at få dem med, når de nærmer sig teenageårene. De går i stå og lader teenagerne være,« siger Marie Kraul, der har skrevet andre bøger om sammme emne og også er foredragsholder.

Forældre giver op

Forældre opgiver på grund af travlhed, og fordi de så gerne vil være venner med deres egne børn. I takt med at generationerne flyder sammen, tilegner forældrene sig teenagernes eget sprog og tøj.

»Det har teenagerne egentlig ikke brug for. Vi forældre mangler også en grundlæggende selvtillid. Hvad har vi overhovedet at byde på? Vores samfund er så ungdomsfikseret, at vi opfatter os selv som gamle hønisser i 40erne, hvis vi ikke også er på Instagram. Vi har en forestilling om, at vi skal være en fuldbyrdet del af deres verden for at opdrage. Vi er gået for vidt i forhold til, at vi absolut skal være på lige fod med dem,« siger hun.

Det er en særlig bevægelse. De rullende øjne, som tilhører teenageårene. Det er dem, Marie Kraul ser forældre være så bange for.

»Det bliver så fortænkt det hele, og vi afmelder os selv som forældre. Vi går jo også rundt og fortæller hinanden, at der er lukket på grund af ombygning, og at teenagerne ikke gider høre på os. Det er nemme undskyldninger for ikke at blande sig. Teenagerne har brug for os. De siger det bare ikke lige ud, og de bekræfter os ikke hele tiden. Og så er vi så usikre på os selv, at vi holder os væk og går ud og træner eller arbejder noget mere.«

Det er grelt, når teenagerne ikke skal rydde op på deres eget værelse. Og at aupair-pigen tager tallerknerne ud for dem ved middagsbordet. Eksempler Marie Kraul er stødt på i researchen til bogen.

En bekendt fortalte hende også historien om nogle teenagere på tur til Norge, der skulle gøre den lejede hytte rent. Én af drengene havde tydeligvis aldrig prøvet at gøre et badeværelse rent. Alt sammen noget, der er med til at skabe ikke-duelige samfunds­borgere.

»Når de kommer ud i fritidsjob, er konsekvensen, at de kun kører efter deres lystprincip. At de ikke gider at tage de knapt så sjove opgaver. Jeg kan godt lide ordet pligter. Efterhånden som børn vokser, behøver opgaver ikke altid at være sjove. De får jo en hård opvågning ude på arbejdsmarkedet. Jeg har talt med arbejdsgivere, der er chokerede over, at de kan så lidt. Jeg har ikke noget imod at tage en sur rolle på mig. For det er ikke i orden, at samfundet skal genopdrage de unge, når de kommer ud og skal være samfundsborgere. Det er ikke rimeligt,« siger hun.

Som samfund er vi blevet mere fremmedgjorte i forhold til at bruge vores egne hænder. Vi betaler os gerne fra rengøringen og lader ellers maskiner ordne alt for os. Vores egen dovenhed siver ned til de yngre generationer, der helst ikke rører ved støvsugeren eller stikker fingrene ned i et havebed.

»Der er også en segmentforskel her. Der er undersøgelser, der viser, at de nordsjællandske børn laver suverænt mindst. Jeg har interviewet en mand, der driver en golf­restaurant i Hørsholm. Han kan godt se forskel på de unge, der har pligter derhjemme, og dem, der er mere hjælpeløse. Konsekvensen er, at vi får nogle unge, der ikke har den store tiltro til, hvad de kan. De er ikke vant til at byde ind i et fællesskab og mangler selvsikkerheden, når de skal arbejde for andre,« siger forfatteren.

Robusthed er et ord, der er oppe i tiden. Men hvad angår teenagerne giver det mening at tale om netop dét ord.

»De unge skal være bedre til at udholde ting. Jeg bliver selv irriteret, når mine børn er sarte. Det kendetegner virkelig den generation. De får hovedpine for et godt ord og synes alting gør lidt ondt, så man kan blive hjemme fra skole. Man må godt presse sig selv lidt.«

Men de omsorgsfulde vil sige: Lider teenagerne ikke i forvejen nok med stress og præstationsangst?

»Jamen, det her er ikke at lide. Jeg underkender ikke, at teenageårene kan være svære. Men det kan jo være meget godt at lave noget praktisk for at slippe væk fra alt det, der foregår inde i hovedet. Når alt er kaos inde i dem, er der desto mere grund til at give dem faste rutiner og opgaver. De vil også gerne udfordres og tages alvorligt,« siger Marie Kraul.

Oven på årene med kvalitetstid har vi ofte en idé om, at vi skal hygge os med teenagerne. Vi vil helst undgå skænderierne og de sure pligter med dem. Men engang imellem skal de hives op fra sofaen med dertilhørende rullende øjne og sættes i gang med alt det ikke sjove.

»Som forældre er vi så selvoptagede i forhold til deres lukkede kropssprog. Vi kan jo ikke forvente, at de skal smile til os hele tiden. Vi skal ikke være bedste venner hele tiden med dem.«