Hvis du bruger frokostpausen fornuftigt, er der bonus på energikontoen efter arbejde.

Tidligt op om morgenen, afsted på job, og så er der ellers timevis af arbejde forude. Når du omkring otte timer senere vender næsen hjemad, så lokker sofaens bløde puder. Og så var dagen pludselig gået.

Hvis du kan genkende scenariet, hvor du savner energi efter arbejde, så er der faktisk et meget enkelt råd.

Du skal nemlig bare afsætte 15 minutter af din frokostpause til en gåtur for at sikre dig, at energikontoen ikke er i minus, når arbejdsdagen er ovre.

Gåturen giver både øget energi, bedre koncentration, følelsen af mindre pres og bedre velvære om eftermiddagen.

Det viser en ny undersøgelse publiceret i "Journal of Occupational Health Psychology".

Per Aagaard, professor på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, er enig i budskabet om, at en gåtur i pausen er gavnlig.

Man får aktiveret sine muskler, får brugt noget energi, får brugt noget glykogen, man får frisk luft, får blodet pumpet rundt og får sat gang i sin metabolisme. Så i stedet for at det hele står stille, så bliver der sat gang i det hele. Det kan godt have relation til en mindre grad af træthed, forklarer Per Aagaard.

Han tilføjer, at resultatet sandsynligvis også vil være sammenligneligt, hvis det er en anden slags fysiske øvelser, man finder plads til i løbet af dagligdagen. Det kunne være en løbetur i stedet for gåturen.

Og det er ikke kun efter arbejde, at energiniveauet kan få en saltvandsindsprøjtning, mener Per Aagard:

Der er ikke tvivl om, at man får mere produktive medarbejdere, siger han.

Det fremgår også af undersøgelsen, at folk, der gik en tur i naturen, nød deres pause mere, og det var direkte relateret til øget koncentration og mindre træthed.

Træningsekspert Birgitte Nymann fremhæver vigtigheden af at få ordentlig kost, der giver et stabilt blodsukker. Men faktisk er det endnu vigtigere at få drukket nok, bemærker hun.

Når man først bliver dehydreret, bliver man træt i hovedet. Mange får mere energi af at drikke mere væske, siger hun.

I undersøgelsen blev der også eksperimenteret med 15 minutters afslappende øvelser, herunder dybe vejrtrækninger og mindfulness-teknikker, i frokostpausen.

Effekten af det var ligesom med gåturen bedre koncentration, følelsen af mindre pres og bedre velvære om eftermiddagen. Men de afslappende øvelser gav ikke øget energi ud på eftermiddagen.

Man kan godt afstresse sin hjerne, men man kan ikke få de fysiologiske effekter, der er sammenlignelige med det at gå en tur, jogge eller cykle, forklarer professor Per Aagaard.