Hvis du har en ringe grundform, er du blandt de mennesker, som får langt mest ud af at være fysisk aktiv.

Fordelene ved at være fysisk aktiv er langt større for dem, der har en naturligt dårligere grundform, ifølge forskere fra University of Glasgow i Skotland. Det skriver de i en pressemeddelelse ifølge Videnskab.dk.

I et studie med næsten 500.000 deltagere fra Storbritanniens biobank fandt forskerne, at fordelene ved et fysisk aktivt liv, heriblandt lavere dødelighed og

hjertesygdom, var langt større for mennesker, der havde en dårlig grundform eller gribestyrke.

Studiet, der netop er udgivet i tidsskriftet The European Heart Journal, fandt, at dem med høje fitness- eller stykeniveauer havde en lav risiko for tidlig død eller hjerte-kar- sygdomme, uanset om de var meget eller lidt fysisk aktive.

En god form, hermed menes kroppens evne til at skaffe ilt til musklerne, og en høj styrke er begge kendt for at være associeret med en lavere dødelighed.

Læs mere på Videnskab.dk: Dårlig form kan skrumpe din hjerne

De nuværende britiske retningslinjer foreslår, at alle voksne foretager 150 minutter moderat eller 75 minutter hård fysisk aktivitet om ugen.

Men forskerne ved Glasgow University foreslår i stedet en mere målrettet kampagne til dem, der er ude af form eller har en lav gribestyrke, som, de mener, vil give bedre resultater.

»Vores data viser, at fordelene ved at være fysisk aktiv er langt større hos dem med dårlig form og dårlig gribestyrke. Dem i god form eller med stor styrke havde lav risiko uanset mængden af fysisk aktivitet,« siger Jason Gill fra Insitute of Cardiovascular and Medical Sciences ved Glasgow University i pressemeddelelsen.

Læs mere på Videnskab.dk: Børn i dårlig form risikerer hjerteproblemer

Den nye forskning tyder på, at der er en stærk genetisk sammenhæng, så mennesker, der er naturligt stærke eller i god form, også har lav dødelighed og lav risiko for hjerte-kar- sygdomme uanset fysisk aktivitet.

»Vores resultater tyder på, at det at målrette indsatsen efter styrke og muligvis form markant kan forbedre vores evne til at identificere de individer, som kan få mest mulig gavn af fysisk aktivitet, og på den måde øge den kliniske effektivitet ved fysisk aktivitet. Gribestyrke kan hurtigt og let måles i sundhedsvæsenet, så den slags screening har potentiale,« siger Carlos Celis-Morales, der også er medforfatter på studiet, i pressemeddelelsen.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Elegant eller kluntet? Sådan flyver sommerfuglen

Dansk topforsker opdager mulig årsag til Alzheimer

Du kan se masser af stjerneskud i juli