Ifølge ny forskning har børn født ved kejsersnit større risiko for at udvikle fedme end andre børn.

Et nyt, stort studie viser, at børn født ved kejsersnit kan have 15 procent højere risiko for at udvikle fedme end børn, der fødes naturligt. Det skriver Videnskab.dk.

Forskerne mener, at børn født ved kejsersnit går glip af vigtige bakterier i fødselskanalen, som ellers ville kolonisere barnets tarm. Bakterierne kan ifølge forfatterne på studiet nemlig påvirke barnets stofskifte.

»Børn født ved kejsersnit har mindre diversitet i tarmbakterierne og disse mønstre med mindre diversitet er blevet forbundet med en øget kapacitet for energihøst af tarmbakterierne. Du kan tænke på det som et langsommere stofskifte,« siger Audrey Gaskins, der er epidemiolog ved Harvard University og medforfatter på studiet, til The Guardian.

Læs mere på Videnskab.dk: Billeder af egne blodårer fungerer som wake-up call til rygere og overvægtige

Tidligere studier har fundet samme forbindelse, men de har haft svært ved at afvise andre faktorer, såsom moderens vægt og sundhed.

Det seneste studie, der inkluderer 22.068 børn født af 15.271 kvinder, tyder på, at forbindelsen ikke blot kan forklares af overvægt hos kvinderne eller af komplikationer såsom højt blodtryk.

Forbindelsen var der nemlig stadig, når man tog højde for moderens vægt, og den var endnu tydeligere, når man undersøgte søskende, der havde haft to forskellige slags fødsler.

Læs mere på Videnskab.dk: Skilsmissebørn har større risiko for at blive overvægtige

Inden for samme familie havde børn født ved kejsersnit hele 64 procent større risiko for at blive overvægtige, end deres søskende født gennem naturlig fødsel.

»Søskende har samme mor og miljø, så genetikken og maden er der kontrolleret for,« siger Audrey Gaskins til The Guardian.

Den gennemsnitlige forskel i vægt i voksenlivet hos mennesker, født gennem kejsersnit og naturlig fødsel, var 0,3 BMI.

Studiet er netop udgivet i tidsskriftet JAMA Pediatrics.

Andre artikler på Videnskab.dk:

NASA-mission kan redde Jorden fra katastrofe
Farvel til den gamle gule: Fremtidens banan kan blive pink
Børn af psykisk syge forældre har større risiko for selvmordsforsøg