De fleste af os er efterhånden klar over, at en god nattesøvn er vigtig for, at vi har det godt. Men at otte timers dyb og sammenhængende søvn hver nat skulle gøre ligeså meget lykke som en milliongevinst i lotto, virker alligevel usandsynligt.

Det er ikke desto mindre tilfældet, har en gruppe forskere fra the University of Warwick i England slået fast. Det skriver Science Daily.

Dr. Nicole Tang fra Institut for Psykologi ved universitetet er kommet frem til, at en forbedring af nattesøvnen fører til et optimalt fysisk og psykisk helbred over tid. Hun fandt også ud af, at kvaliteten af den søvn, du får, er vigtigere end antallet af timer, du sover.

Ifølge Science Daily har Nicole Tang analyseret søvnmønsteret blandt 30.500 briter i fire år, og hun er kommet frem til, at bedre søvnkvalitet fører til samme niveauer af fysisk og psykisk sundhed som hos personer, der har vundet 1.7 millioner kroner i lotto.

Studiet konkluderede, at positive forandringer i søvn over tid giver bedre resultater på det såkaldte General Health Questionaire, der bliver brugt af eksperter i mental sundhed til at monitorere patienters psykologiske velbefindende.

Dr. Tang's forskning viser, at forbedring af folks nattesøvn er en effektiv, simpel og billig metode til at gøre hele samfundets helbred og humør bedre, og hun mener derfor også, at arbejdet for en god nattesøvn, og bekæmpelse af brug af sovemedicin, burde blive fremhævet som et overordnet mål for bedre folkesundhed.

»Vi er endnu langt fra at kunne vise en kausal sammenhæng, men de nuværende fund tyder på, at en forbedring af nattesøvnen er kædet sammen med bedre fysisk og psykisk helbred i det lange løb«, udtaler Nicole Tang og fortsætter:

»Et vigtigt næste skridt er at se på forskellen mellem dem, der oplever en positiv udvikling i deres søvn over tid, og dem der oplever en negativ udvikling. Herefter skal man identificere, hvilke livsstilsfaktorer og dag-til-dag-aktiviteter, som er med til at fremme god nattesøvn. Yderligere forskning i området kan lægge til grund for udformningen af offentlige initiativer på sundhedsområdet.«