En helt almindelig snue kan være nok til at udløse astma hos et barn. Det er for tidligt at drage konsekvenser af opdagelsen, mener forskerne bag.

Hvis små børn bliver hårdt ramt af en forkølelse, kan de få svært ved at trække vejret. Som regel går det over igen.

En gruppe børn bliver dog ved at have problemer med vejrtrækningen, fordi de efter forkølelsen udvikler astma. Nu har et internationalt hold forskere med afgørende dansk deltagelse fundet ud af, hvorfor det sker for nogen og ikke for andre.

Svaret ligger i generne. Risikoen for astma stiger markant, hvis barnet har bestemte varianter i et særligt gen (ORMDL3 på kromosom nr. 17) og får en infektion med såkaldt rhinovirus – den mest almindelige form for forkølelse. Det skriver Videnskab.dk.

- Vi har nu fundet ud af, at astma-effekten af det gen kun slår igennem, når barnet møder lige præcis rhinovirus og ikke nogle andre typer virus. Det er mægtig interessant og understreger, at astma bliver udviklet i en vekselvirkning mellem genetik og miljø, fortæller Hans Bisgaard, leder af Dansk BørneAstma Center og professor i børnesygdomme ved Københavns Universitet.

Læs også hos Videnskab.dk: Kommer astma ind, når skidtet ryger ud?

Hans Bisgaard og kollegerne Eskil Kreiner-Møller og Klaus Bønnelykke har gjort opdagelsen sammen med et hold amerikanske forskere fra især University of Chicago.

I en kommentar til studiet bemærker en amerikansk lektor – Deborah Gentile fra Temple University School of Medicine – at risikoen for at udvikle astma stiger hele 26 gange, når et barn har kombinationen af genvarianterne i ORMDL3 og rhinovirus i kroppen.

Læs også hos Videnskab.dk: Derfor er skidt og snavs sundt – især for børn

Det oplagte spørgsmål for forældre med bekymringer for deres forkølede børn er, hvad man som almindelig mor eller far kan bruge den nye viden til. Men Hans Bisgaard understreger, at det er for tidligt at drage nogle konklusioner om, hvad opdagelsen skal have af konsekvenser.

- Det giver os en indsigt og forståelse, der er vejen frem mod ny behandling og forebyggelse af astma. Men her og nu har det ingen praktiske konsekvenser, bemærker Hans Bisgaard.

Resultatet er med til at vise, hvorfor en stor del af de 150.000 danske børn med astma får deres lidelse, men det forklarer langt fra hele mekanismen bag alle astma-tilfælde.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Bliver man forkølet af at være kold?

Hovedpinepiller kan give børn astma

Bakterier holder allergi væk